Skip to main content

Bandemedlemmer varetægtsfængslet for våbenbesiddelse

Pressemeddelelse   •   Aug 19, 2017 14:00 CEST

I går kl. 20:46 blev en hundepatrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi opmærksom på en personbil, som kørte rundt i Morbærhegnet i Greve. Der var 3 unge mænd i bilen.

Da politipatruljen tændte udrykningsblinket, standsede personbilen, hvorefter 2 mænd undløb fra bilen. På det foreliggende grundlag blev en tjenestehund indsat, og en 19-årig mand fra Greve blev kort efter anholdt under brug af hunden. Den anden undløbne mand blev ikke udfundet. Passageren, der sad på bagsædet i bilen, blev tilbageholdt ved bilen.

Efterfølgende konstaterede politipatruljen, at den 19-årige var i besiddelse af en skarpladt pistol. Passageren, der sad på bagsædet - en 20-årig mand fra Ishøj - var i besiddelse af et skarpladt magasin til en maskinpistol. Begge mænd blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og straffelovens § 192a (skydevåben under særligt skærpende omstændigheder) og indbragt til Roskilde Politigård. 

De anholdte har tilknytning til bandemiljøet. Den ene af de anholdte er medlem af gruppen LTF.

I dag efter kl. 11:00 blev de 2 mænd fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor anklagemyndigheden krævede dem varetægtsfængslet. Begge mænd blev varetægtsfængslet frem til 14. september 2017.

Politiet har udfundet identiteten på den gerningsmand, der undløb fra stedet. Der er tale om en ung mand fra Taastrup, som politiet nu eftersøger. I den forbindelse opfordres den eftersøgte til selv at melde sig til politiet.

/Lars Galasz, vagtchef

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI