Skip to main content

Dom i sag mod 51-årig mand fra Lindegården

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2017 08:30 CET

Et enigt nævningeting har i går i Retten i Roskilde afsagt dom i sagen mod den 51-årige mand, der siden tirsdag i sidste uge har siddet på anklagebænken for blandt andet at have voldtaget 2 mandlige beboere på Lindegården tilbage i 2015.

Manden, der selv bor på Lindegården, blev i det væsentligste dømt for de strafbare forhold, han var tiltalt for.

Han blev således blandt andet dømt for at have voldtaget én af de 2 mandlige beboere, mens han alene blev dømt for at have tvunget den anden mandlige beboer til oralsex og onani. Han blev desuden dømt for at have truet begge de forurettede til ikke at anmelde de seksuelle krænkelser.

Han blev derudover dømt for i en række tilfælde at have truet personalet på blandt andet Lindegården samt for vold, tyveri og hærværk.

Han blev derimod frifundet for et forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.

Manden blev som påstået af anklagemyndigheden dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid for foranstaltningen.

Han har under sagen alene erkendt sig skyldig i 1 ud af de 19 forhold, han var tiltalt for, og har ifølge sin forsvarer udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Manden, der har siddet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling under sagen, er forsat varetægtsfængslet efter dom.

Spørgsmål til sagen kan rettes til anklager Marie Elvekjær Hansen på telefonnummer 61 97 56 67.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI