Skip to main content

Falsk politimand var ægte

Pressemeddelelse   •   Jan 15, 2016 14:51 CET

En politimand foreviste i går torsdag den 14. januar 2016 kl. ca. 2100 på Gyldenkærnevej, Svogerslev, 4000 Roskilde, sin politilegitimation til to piger på 15 år, efter at han selv kort forinden havde henvendt sig til dem og bedt dem om følge med ham.

Pigerne undrede sig over politimandens optræden og bad helt naturligt om at se hans politilegitimation. De opfattede dog den ægte politilegitimation som "hjemmelavet", da de så på det under dunkle lysforhold i området.

Efter hjemkomst anmeldte den ene piges mor hændelsen til politiet, som efterfølgende offentliggjorde henvendelsen på sin hjemmeside fredag formiddag.

Politimanden var i løsningen af en konkret opgave og henvendte sig til de to piger for at "sløre" sin tilstedeværelse i området.

Midt- og Vestsjællands Politi kan hermed berolige borgerne – unge som gamle – i området med, at sagen betragtes som opklaret, således at der ikke er nogen falsk politimand på spil.

Politiet har ikke yderligere kommentarer til hændelsen. Anmelderen og pigerne er naturligt underrettet om sagens rette sammenhæng.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 800 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 600 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti