Skip to main content

Hvem er denne mand – mistænkt for røveri mod værditransport i Ringsted Outletcenter???

Pressemeddelelse   •   Feb 02, 2017 21:55 CET

Overvågningsfoto fra et S-tog af manden, der mistænkes for at have begået røveri mod værditransport i Ringsted Outlet-center. Hvem er han?

Tirsdag den 10. januar 2017 kl. ca. 1253 begik en mand røveri mod en chauffør fra en værditransportbil ved forretningen Hugo Boss i Ringsted Outlet-center, Klosterparks Alle 1, 4100 Ringsted.

Røveren overfaldt chaufføren med slag i hovedet og sprøjtede peberspray i hans ansigt, og forretningens personale blev truet med en pistollignende genstand.

Udbyttet ved røveriet blev pengeposer med kontanter, og røveren flygtede efterfølgende på cykel fra outlet-centret mod syd, tværs over Nordre Ringvej og videre i retning mod centrum i Ringsted.

Ca. 20 minutter efter røveriet hyrede røveren en taxa ved Ringsted station og blev kørt til Hundige S-station, hvor han kl. ca. 1347 kørte med S-toget i retning mod København og forsvandt herefter.

Røveren beskrives som en mand, ca. 30 år, ca. 190 cm høj, slank af bygning, formentlig skæg omkring munden, iført en sort og glat hættejakke af mærket ”Peak Performance” med hætte op om hovedet og sorte bukser, hvor buksebenene var stoppet ned i mørke støvler/sko. Han talte dansk uden accent, men kan også tale et formentlig østeuropæisk sprog. Se S-togets overvågningsfoto af røveren, herunder hans ansigt (øverst i denne efterlysning).

Oplysninger om røverens cykel ønskes

Røveren benyttede en sort el-cykel til kørsel i Ringsted by og i Ringsted Outletcenter op til ca. to timer før røveriet samt under flugten efter røveriet. Cyklen er muligt af mærket Scott og har røde aftegninger/bogstaver på stellet, batteri under bagagebærer samt en sort kurv oven på bagagebæreren, støtteben på venstre side ved baghjulet og lav indstigning (dame- eller unisex-cykel).

Politiet formoder, at cyklen kan være stjålet, men ved ikke hvorfra. Røveren har under flugten gennem Ringsted by skaffet sig af med cyklen, inden han hyrede en taxa ved Ringsted station.

Politiet ønsker derfor kontakt med personer, der i tiden op til røveriet har fået stjålet en tilsvarende sort el-cykel, eller som efter røveriet har fundet røverens el-cykel efterladt formentlig i Ringsted (se foto fra overvågning samt ”modelfoto” nederst).

Oplysninger til politiet

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke været i stand til at identificere røveren og ønsker nu offentlighedens hjælp til identifikation af ham. Politiet modtager gerne tip eller konkrete oplysninger om røverens identitet, ligesom oplysninger om el-cyklen også ønskes for at få klarlagt røverens færden.

Oplysninger i sagen gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI