Skip to main content

Lindegårdssagen i Roskilde: 31-årig mand dømt for drab

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2017 15:04 CET

Retten i Roskilde har i dag afsagt dom i sagen mod den 31-årige mand, der har været tiltalt for at have dræbt en 57-årig kvindelig sosu-assistent på Lindegården i Roskilde den 25. marts sidste år.

Manden blev af en enig domsmandsret dømt for at have dræbt kvinden med et knivstik i ryggen, der medførte, at kvinden kort efter afgik ved døden som følge af indre blødninger. Han blev også dømt for to voldsforhold begået henholdsvis den 6. januar 2016 mod en butiksansat i et supermarked og den 18. februar 2016 mod en beboer på Lindegården.

Manden blev som påstået af anklagemyndigheden dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid for foranstaltningen.

Han erkendte sig alene skyldig i grov vold ved at have stukket kvinden med kniven, og han har anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse samt formildelse af den idømte foranstaltning.

Manden, der har siddet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling under sagen, er fortsat varetægtsfængslet efter dom.


Spørgsmål til sagen kan rettes til anklager Marie Elvekjær Hansen, tlf. 61 97 56 67.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI