Skip to main content

Mand anholdt i sagen fra Greve Midtby Center

Pressemeddelelse   •   Dec 23, 2015 14:48 CET

En 48-årig mand fra Greve blev onsdag formiddag identificeret og senere anholdt som mistænkt for at have været i slagsmål med den 42-årige mand fra Greve, som mandag den 21. december 2015 kl. 1736 i Greve Midtby Center blev fundet bevidstløs og med skader i hovedet.

Offeret afgik tirsdag aften ved døden som følge af en kraftig blødning i hjernen.

Politiet efterlyste i en pressemeddelelse personer, der måtte have set overfaldet, og har onsdag formiddag igen været til stede i Greve Midtby Center for at foretage forhøringer samt sikre eventuel videoovervågning i området.

Henvendelser fra 2-3 vidner, afhøring af vidner, som politiet selv traf i området, samt gennemsyn af videoovervågningen bragte politiet på sporet af den nu anholdte mand.

Den anholdte vil blive sigtet for almindelig vold efter straffelovens § 244 ved at have slået den 42-årige, der faldt omkuld og slog hovedet mod underlaget med blødning i hjernen til følge.

Den 48-årige, der i øjeblikket er ved at blive afhørt af politiet, vil efterfølgende blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i dag kl. 15.30.

 

Politiets kontaktperson:
Senioranklager Peter Ahleson, tlf. 2542 6418 (efter grundlovsforhøret).

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 800 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 600 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti