Skip to main content

Myndighederne forbereder sig på voldsomt vejr

Pressemeddelelse   •   Dec 26, 2016 12:49 CET

I disse timer forberedes arbejdet med forhøjet vandstand, hvor det forventes, at Sjællands nordkyst, Isefjorden, Holbæk Fjord og Roskilde Fjord kan blive udsat for storm og væsentlig forhøjet vandstand, der kan betyde oversvømmelser og væltede træer m.v.

Vejret forventes at blive voldsomt i aften og i nat, hvorefter stormen igen vil aftage.

Myndighederne opfordrer borgere til i muligt omfang at forberede sig på, at stormen og den forhøjede vandstand kan medføre ødelæggelser, specielt hvis man bor i et område, hvor dertidligere har været oversvømmelser m.v.:

  • Hvis du bor et sted, hvor der tidligere har været oversvømmelser, bør du allerede nusikre genstande, der kan risikere at blive ødelagt af vand ved at flytte dem eller sætte dem så højt op som muligt.
  • Udendørs bør du fjerne trampoliner og andre genstande, der kan tænkes at flyve væk, når vinden tager til.
  • Er du i dit fritidshus, anbefales det, at du kører hjem i god tid i dag eller først i morgen for at undgå de gener, som storm og vand måtte medføre, hvis du skal på arbejde i morgen tidlig.
  • Hvis du bor i et udsat område, så tænk på hvor bilen kan parkeres. Stil den et sted, hvor du kan komme til den, hvis vandet mod forventning skulle trænge ind alligevel. Parker endvidere sådan, at bilen ikke spærrer for beredskabets køretøjer på smalle veje.
  • Har du en lommelygte klar, hvis strømmen går? Er din mobiltelefon ladet op?
  • Tænk om dine naboer kan få problemer i stormen. Spørg eventuelt om der er noget, du kan hjælpe med. Gør naboen opmærksom på, at I er hjemme, hvis der skulle blive behov for hjælp.
  • Hold øje med vejret igennem medierne, kommunernes hjemmesider og sociale medier samt politiets hjemmeside www.politi.dk/midtvestsjaelland, på Twitter eller via appén POLITI. Vi vil løbende opdatere omkring udviklingen i politikredsen under stormen.

Erfaringsmæssigt afstedkommer stormvejr og ”stormvejrsturister”, der kører ud for at se på redningsarbejde og på naturens rasen. Det er vigtigt at understrege, at man ikke bør køre ud og på den måde være med til at forhindre beredskabets forskellige store køretøjer i at komme frem.

Der er et gammelt ordsprog, der siger, ”at det er bedre at forebygge end helbrede”. Det er præcis det myndighederne er i fuld gang med, og det er også det, vi opfordrer befolkningen til.

Vi håber naturligvis, at alle kommer godt igennem det næste døgns tid, og at vejret ikke bliver så voldsomt, som prognoserne viser i øjeblikket.

Beredskabet, Politiet og rigtig mange frivillige vil gøre alt for at hjælpe til, hvor der er behov for det.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI