Skip to main content

Politiet bød velkommen med citronmåner i den nye politibutik i Greve Videncenter

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2017 12:34 CET

Der var naturligvis citronmåner på menuen, da den nye politibutik i Greve Videncenter blev indviet.

Midt- og Vestsjællands Politi indviede tirsdag den nye politibutik i Greve Videncenter.

Ved arrangementet klippede politidirektør fra Midt- og Vestsjællands Politi, Anne Tønnes med borgmester Pernille Beckmann, Greve Kommune, og borgmester Niels Hörup, Solrød Kommune, ved sin side en politistrimmel over som et symbol på åbningen, hvorefter de ca. 50 fremmødte blev budt indenfor i politibutikken, hvor der bl.a. blev serveret citronmåne.

Politibutikken bliver fast base for politikredsens forebyggelsesmedarbejdere i Greve-/Solrød-området, der arbejder med det borgernære og tryghedsskabende politiarbejde, der sikrer sammenhængen mellem borgerne og politiet.

Tanken med det forebyggende arbejde er, at forebyggelsesmedarbejderne mest muligt skal være ude i nærområdet, hvor de er tæt på de borgere, der har brug for at komme i kontakt med politiet. Når de ikke er ude på gader og stræder, vil de arbejde og servicere lokalområdet fra politibutikken.

Politibutikken har fast åbningstid hver torsdag kl. 13.00 til 16.00, hvor man bare kan møde op. Man kan også ringe og lave en aftale om et møde på et andet tidspunkt, hvis man har brug for at tale med politiet.

Politibutikkens adresse er

Greve Videncenter
Hundige Allé 11
2670 Greve

Telefon 46 35 14 48

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI