Skip to main content

Rumæner dømt for tricktyverier og omfattende misbrug af kreditkort

Pressemeddelelse   •   Dec 11, 2015 09:00 CET

En 22-årig kvinde fra Rumænien blev tirsdag den 8. december 2015 i Retten i Roskilde idømt 1 års fængsel samt indrejseforbud i Danmark i 6 år for 10 tricktyverier samt omfattende misbrug i 63 tilfælde af de stjålne kreditkort til et samlet beløb på ca. 200.000 kr.

Hun begik i perioden fra oktober 2014 til september 2015 tricktyverierne flere steder på Sjælland samt nogle steder i Jylland sammen med en mand. Typisk aflurede den nu dømte kvinde PIN-koden på kreditkortene i forbindelse med indehavernes betalinger. Bagefter afledte hun sammen med manden opmærksomheden hos kortindehaverne, så de kunne stjæle kortet efterfølgende med henblik på uberettigede hævninger eller varekøb ved anvendelse af den aflurede PIN-kode.

Ofrene var typisk ældre og gangbesværede mennesker i alderen fra ca. 70 år og opefter.

Den nu dømte kvinde blev via politiets efterforskning identificeret, således at Østjyllands Politi i forbindelse med en rutinemæssig kontrol af et køretøj kunne anholde hende i oktober 2015. Hun har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet indtil domsforhandlingen i retten.

Medgerningsmanden er nu også identificeret som en 27-årig rumænsk mand, der er efterlyst af politiet med henblik på retsforfølgning i Danmark.

Politiets kontaktpersoner:
Efterforskningsleder, politikommissær Robert Jensen, tlf. 7258 8469
Anklagerfuldmægtig Koray Er, tlf. 7241 1916

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 800 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 600 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti