Skip to main content

Trio varetægtsfængslet for tyveri af penge i supermarkeder på Sjælland, Fyn og i Jylland

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2016 14:35 CET

En kvinde på 26 år samt to mænd på 42 og 51 år – alle fra Københavns-området – blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtede for ca. 70 tilfælde af tyveri af kontanter. Alle tre blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 15. december 2016.

Trioen var mistænkt for de mange tyverier af penge fra supermarkeder, hvor de i fællesskab stjal kontanter fra ubemandede kasser, medens personalet i de bemandede kasser fik afledt opmærksomheden.

Siden marts og frem til ultimo oktober 2016 har politiet i flere politikredse efterforsket denne type tyveri fra kasseapparater, idet trioen er mistænkt for at have begået tyverierne i Nord-, Vest-, Midt- og Sydsjælland, på Fyn og Tåsinge samt i det sydøstlige Jylland.

Overvågningsmateriale i supermarkederne gjorde, at politiet i de berørte politikredse kunne kæde tyverierne sammen med de tre nu varetægtsfængslede, der blev anholdt onsdag dels på et tilholdssted i Hellerup, dels på en adresse i Valby i Københavns-området.

Den samlede sum af tyverierne er p.t. opgjort til ca. 305.000 kr.

Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord. Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Besøg politikredsens hjemmeside: www.politi.dk/Midtvestsjaelland

Følg os på Twitter: www.twitter.com/mvsjpoliti Følg os på appén POLITI