Pressemeddelelse -

Kunderne er mere tilfredse med Midttrafik

En kundeundersøgelse, som Midttrafik gennemførte i juni 2016, viser, at de midtjyske buskunder er blevet mere tilfredse med busserne siden sidste kundeundersøgelse i 2011.

Midttrafik gennemførte i perioden 6. - 26. juni 2016 en kundeundersøgelse for at få viden om, hvor tilfredse kunderne er og indblik i, hvor der skal lægges en ekstra indsats for gøre kunderne endnu mere tilfredse. 5.801 buskunder på tværs af Region Midtjylland er blevet spurgt om deres tilfredshed på en række udvalgte forhold.

Kundetilfredsheden er steget på tværs af de fire rutetyper (regionalruter, lokalruter, Aarhus bybusser og øvrige bybusser), der spørges til i undersøgelsen. Kundernes tilfredshed opgøres i indekstal, og her er den generelle tilfredshed steget fra indeks 69 i 2011 til indeks 71 i 2016.

Kunder får en god oplevelse
Kundeundersøgelsen viser, udover den generelle tilfredshed med Midttrafik, også 18 forhold, der er vigtige for kunderne under busrejsen. Her er kunderne samlet set mere tilfredse med alle forhold siden sidste kundeundersøgelse i 2011.

Det er især de forhold, der påvirker selve kundeoplevelsen, der får høj tilfredshed i undersøgelsen. Nemlig trygheden i bussen, chaufførens venlighed og chaufførens kørsel, men også de forhold, der er påvirket af den digitale udvikling, som fx indførelse af realtid i busserne, er der tilfredshed med. Kunderne udtrykker størst utilfredshed med prisen og indeklimaet i bussen.

”Når vi iværksætter så stor en kundeundersøgelse, er det selvfølgelig først og fremmest for at undersøge, om vi gør det godt nok”, siger Mette Julbo, vicedirektør hos Midttrafik. ”Siden 2011 har vi haft fokus på, hvordan chaufførerne kan påvirke kundernes oplevelse, blandt andet gennem Fly High-kurser og tiltag som Midttrafiks bedste chauffør. Derfor er det godt at se, at der er en positiv udvikling i kundernes tilfredshed på netop de forhold”.

Udover arbejdet med chaufførerne, har Midttrafik siden 2011 blandt andet indført realtidssystemer i mange busser, trafikinformation i flere bybusser, gratis wifi, kvalitetskontrol af busserne og indført digitale billetformer som rejsekort og Midttrafik app.

Vigtig data sikrer udvikling i kollektiv trafik
Kundernes besvarelser er værdifulde i Midttrafiks arbejde med løbende at udvikle den kollektive trafik i Region Midtjylland. Derfor er der på baggrund af dataindsamlingen udarbejdet en rapport inddelt i fire rutetyper: regionalruter, lokalruter, Aarhus bybusser og øvrige bybusser, så Midttrafik kan bruge kundedata i relevante projekter til at højne kvaliteten af den kollektive trafik. 

Det er Epinion, der har indsamlet de 5.801 besvarelser blandt Midttrafiks buskunder i Region Midtjylland. Der er indsamlet minimum 100 kundebesvarelser per kommune, som gør det muligt at udarbejde en uddybende rapport for hver kommune, som Midttrafik kan bruge som evaluering og rådgivning i samarbejdet med den enkelte kommune.

Metode
Dataindsamlingen er foregået ved, at Epinions interviewere ved simpel tilfældig udvælgelse har udleveret papirspørgeskemaer til rejsende i Midttrafiks busser.

Resultaterne bygger på 5.801 svar fra Midttrafiks kunder.

Der er gennemført minimum 100 interviews per kommune og region.

Interviews er fordelt som følger:

2.042 interviews på Aarhus Bybusser

2.640 interviews på lokal- og regionalruter

1.119 interviews på øvrige bybusser

Dataindsamlingen har foregået i perioden 6.-26. juni 2016.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • bybusser
  • regionalbusser
  • lokalbusser
  • kundeundersøgelse
  • tilfredse kunder
  • fly high
  • aarhus bybusser
  • bedste chauffør

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650