Skip to main content

Sæt (kaffe)smag på dit efterår

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2018 10:00 CET

Hvad byder du uventede gæster? En varm kop kaffe. Hvad byder du gæster, du selv har inviteret? Også kaffe - til både hovedret, dessert og cocktail. To bloggere giver deres bud på, hvordan du kan eksperimentere med velkendte retter, forkæle dine smagsløg og få det fulde ud af kaffens potentiale.

Dagene bliver kortere, og det bliver mørkt og koldt. Det er tiden, hvor vi rykker tættere sammen og varmer os på minder og rare stunder med dem, vi holder af. Vejen til hjertet går som bekendt gennem maven, så derfor vil vi også forkæle dem, der har en plads i vores hjerter med en plads ved spisebordet. Der er masser af lækre råvarer, der har sæson i øjeblikket, men den særlige ingrediens i disse retter er noget, der aldrig er ude af sæson, og som de fleste har i køkkenskabet: Kaffe. Hvis det står til de to bloggere, byder efteråret på simreretter, chokolade og sjusser tilsat kaffe.

Chili con carne con kaffe
Den mexicansk-inspirerede ret er en klassiker til både hverdag og gæster. Den kan varieres ud i mere børnevenlige eller spicy retninger, og så kan den serveres med både ris og tacos. Vi har hver især vores egen idé om den helt rigtige måde at lave den på - men overvej alligevel at give Julie Bruuns version med kaffe et skud.

“Jeg plejer ikke, at bruge kaffe i min chili con carne, men jeg har hørt om det og tænkte, at nu skulle det have et forsøg,” forklarer bloggeren Julie Bruun, der blandt andet er uddannet kostvejleder og fortsætter: “Det er ikke sidste gang, jeg prøver det, for det giver et super lækkert pift til de varme krydderier og den søde chokolade.”

Det skal du bruge
Til 6-8 personer:
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 3 gulerødder
- 1-2 frisk chili (denne mængde gør portionen dejlig varm-stærk, ikke stærk-stærk)
- 1 peberfrugt- 2 spsk. olie
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. koriander
- ½ tsk. spidskommen
- godt med salt og peber
- 500 g oksekød
- 2 ds. hakket tomat
- 1 ds. chilibønner
- 1 dl. stærk kaffe
- 30 g mørk chokolade

Sådan gør du
1. Hak løg, hvidløg, chili og gulerødder. Skær peberfrugt i lidt større stykker.
2. Rist krydderiblandingen og grøntsagerne i lidt olie og kom oksekøddet ved.
3. Når det er let brunet, fyldes hakkede tomater, bønner, kaffe og chokolade i. Rør rundt og skru ned til middelvarme. Lad det simre.

Server med ris, creme fraiche, lime, avocado, sprøde nachos og pynt evt. med friske krydderurter.

Chokoladekage med choko-mocca-ganache

Man kan ikke sige efterårshygge uden også at sige chokoladekage. Og du rynker nok ikke lige så meget på næsen, når du ser, at du skal komme kaffe i din dessert, som da du så, at det skulle i din chili con carne. Kaffe er uundværlig i tiramisu, et lækkert twist i flødeboller og helt perfekt i denne ganache. Du kan servere den som dessert, når I har fået plads i maven efter maden, eller på eftermiddagsbordet med en god kop kaffe. Du må ikke snyde dig selv for denne himmelske mundfuld!

“Jeg er glad for kaffe. Som i rigtig glad! Jeg synes, kaffe er indbegrebet af hygge - både duften og smagen. Det at slubre sig igennem en varm kop, det at sludre med søde mennesker hen over en kop, at læse en god bog for sig selv eller at sidde og arbejde med en kop i hånden. Det er som om, kaffe lige gør alting lidt mere hyggeligt,” mener Julie Bruun, der desuden har udgivet en bog med sundere hverdagsmad.

Det skal du bruge
Til 8 store stykker
Kagen:
- 100 g nødder (mandler, valnødder eller hasselnødder)
- 200 g bløde dadler (udstenet)
- 4 æg
- 1 spsk. kaffepulver i 3 spsk. vand - eller 1 stærkt espressoskud
- 2 store spsk. kakao
- 1 tsk. bagepulver
- ⅓ tsk. salt 

Ganache:
- Knap ¼ l piskefløde
- 80 g mørk chokolade
- 2 tsk kaffepulver (instant)

Toppes med 50 g hakket Daim eller andet chokolade

Sådan gør du
1. Blend nødderne til mel i en blender, food processor eller minihakker.
2. Udsten dadlerne og kom den ned i blenderen med de resterende ingredienser til det hele er blendet ud.
3. Kom det i en kageform beklædt med bagepapir (jeg brugte 25x25 cm). Giv kagen en lille halv time ved 175 grader (hold øje, da ovne er forskellige). Den skal ikke hænge fast på en gaffel, hvis du stikker i den.
4. Lav ganachen imens ved at komme de tre ingredienser i en gryde og rør rundt, indtil massen koger og chokoladen er smeltet.
5. Når kagen er kølet af, kan de afkølede ganache smøres på. Stil kagen i køleskabet i nogle timer, til den har sat sig en smule.
6. Hak Daim, og drys det på kagen.

Dark Moon cocktail med kaffe

Du kender sikkert Galliano Hot Shot og White Russian, hvor der bruges henholdsvis kaffe og kaffelikør. Hvis du kan lide dem, vil du helt sikkert falde pladask for denne cocktail lavet med kærlighed. For Maria Vestergaard bringer det minder frem, og det vil måske også skabe minder for dig - med mindre du selvfølgelig drikker for mange af dem, fordi de smager så godt. Det er en reel risiko!

“Siden jeg var helt lille, har kaffe betydet noget for mig. Godt nok har jeg ikke altid elsket det, som jeg gør det nu, men jeg har forbundet det med varme, hyggelige og nærværende følelser. Duften af friskbrygget kaffe og den legendariske Moccamaster-maskine vækker de rareste barndomsminder hos mig og minder mig om min mor!” husker Maria Vestergaard, som studerer lægevidenskab og deler opskrifter, hyggestunder og stemningsfyldte øjeblikke på sin blog. Hun tilføjer: “Kaffen er stadig den dag i dag et omdrejningspunkt i min hverdag. Som jeg er blevet ældre har kaffen - om muligt - fået en endnu større betydning i min daglige færden. Det er det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen, og det er med kaffen i hånden, jeg snakker bedst med min veninder. Denne drink vækker også nogle skønne minder. Jeg var netop begyndt på medicinstudiet, hvor jeg mødte en af mine i dag bedste veninder. Hun introducerede mig for alverdens cocktails med kaffe, kaffelikør og fløde, og jeg slubrede dem alle i mig, som var det saftevand. Det var på selvsamme tidspunkt, jeg lærte at drikke kaffe sådan helt generelt. Men hvis det skal være rigtig hyggeligt en fredag aften med vores venner, så er denne cocktail en klassiker hos os.”

Det skal du bruge
Til to cocktails:
- 6 cl kold kaffe
- 2 cl kaffelikør
- 2 cl mørk rom
- 6 cl cola
- En god sjat flødeskum
- Evt. isterninger

Sådan gør du
1. Bryg noget god kaffe på din moccamaster-maskine og lad det køle helt ned
2. Hæld isterninger i bunden af to glas
3. Hæld kaffe over sammen med likør, rom og cola
4. Tilsæt en god sjat flødeskum, og drik den kolde drink i godt selskab

Nu kan vi ikke spå i kaffegrums, men vi har en god idé om, at du også vil kunne lide disse lækre retter med et kaffetwist. Men hvad ved vi? Prøv det! 

Gerard C. Smit og hans medarbejdere hos Technivorm arbejder efter filosofien: ”Vi ønsker at producere en sikker kaffemaskine, som forbrugeren kan stole 100% på til hver en tid. Vi arbejder for et bedre miljø, ved at anvende produkter som er energieffektive og som har en usædvanlig lang levetid. Vi bruger altid kun genanvendelige og nedbrydelige materialer. Alle Moccamastere produceres stadig i Gerard C. Smit’s ånd.