Skip to main content

momondo udvider fly- og hotelsøgning

Pressemeddelelse   •   Feb 06, 2013 10:11 CET

Sommetider er enkeltbilletter billigere end returbilletter. Derfor introducerer momondo nu kombinerede billetter, hvor enkeltbilletter fra forskellige udbydere sammensættes til en billigere returrejse. Samtidig udvider momondo sin hotelsøgning i samarbejde med HotelsCombined, så brugerne nu kan søge blandt endnu flere hoteltilbud.

Brugerne vil fremover blive præsenteret for kombinerede billetter, når de søger efter flybilletter på momondo, hvis kombinationen af to enkeltbilletter fra forskellige udbydere er billigere end en returbillet fra én udbyder. Det giver mulighed for at finde billigere returrejser, typisk på de ruter, hvor lavprisflyselskaberne flyver.

Et eksempel kunne være, at brugeren søger efter returbilletter fra København til Paris - det koster i eksemplet ovenfor kr. 1.309 at købe en returbillet hos én udbyder, mens det koster kr. 848 at købe 2 enkeltbilletter hos 2 forskellige udbydere. Det er derfor billigere for brugeren at bestille de to enkeltbilletter.

Vi indhenter millioner af priser på flybilletter hver dag, og nu gør vores teknologi det også muligt at sammensætte flyrejser på tværs af udbydere. Det kan give væsentlige besparelser for dem, der ikke har noget imod at bestille flyrejsen hos to forskellige udbydere”, siger Pia Vemmelund, CEO i momondo.

Sammen med introduktionen af kombinerede billetter udvider momondo også hotelsøgningen. Det sker i samarbejde med HotelsCombined, der er en af verdens førende sammenligningstjenester for hoteller. Samarbejdet betyder, at brugerne nu kan finde og sammenligne millioner af hoteltilbud over hele verden på momondo.

Om momondo:
Rejsesøgemaskinen www.momondo.dk søger over 700 rejsesider og sammenligner priser på flybilletter, hoteller, højhastighedstog og udlejningsbiler. momondo blev lanceret 1. september 2006 og er blevet anbefalet af danske og internationale medier, såsom New York Times, CNN og The SundayTimes. I 2011 og 2012 vandt momondo titlen som det bedste rejsesite ved Danish Travel Awards, og i 2012 blev momondo kåret som ”Bedst i Test” af TÆNK. I 2012 vandt momondo desuden en anerkendt tysk pristest foretaget i forbrugermagasinet Stiftung Warentest. momondos mobilapplikationer er tilgængelige til iPhone og Android.

Se momondos nyeste film Freedom Fighters og Faces.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar