Skip to main content

Rejsesøgninger 2015: Nye eksotiske rejsemål og flere rutefly til charterdestinationer

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2016 11:00 CET

Danskerne drømte i 2015 om nye eksotiske rejsemål og alternative måder at besøge charterdestinationer på. Det viser en ny undersøgelse af samtlige 45 millioner danske rejsesøgninger foretaget i det forgange år gennem rejsesøgemaskinen momondo.dk.

Danskernes rejsepræferencer ændrer sig hele tiden, og selvom kendte destinationer som London, Paris, New York og Bangkok stadig er populære, er vi alligevel nysgerrige efter at prøve nye destinationer:

”Vores data peger på, at danskerne ikke altid vælger det, de plejer, når de skal ud og se verden. I 2015 har flere eksotiske destinationer oplevet en ekstraordinær høj vækst i antallet af søgninger,” siger Lasse Skole Hansen, der er presseansvarlig for momondo og fortsætter:

”Det er blandt andet caribiske paradisøer som Guadeloupe og Puerto Rico, som er vokset med henholdsvis 80 og 107 procent i forhold til 2014, samtidig med at søgningerne på Cuba vækster. Interessen for disse fjerne destinationer skyldes, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne det seneste år. Samtidig betyder direkte og relativt billige fly fra Danmark til Caribien en øget opmærksomhed om regionen. Og så er der mange, der gerne vil se Cuba, før det amerikanske indrejseforbud bliver løftet.”

Charterdestinationer oplever ruteflyvækst

En anden iøjefaldende udvikling i danskernes rejsesøgninger fra momondos 2015-data er, at traditionelle charterdestinationer som Mallorca og Chania på Kreta oplevede en markant stigning:

”Vores brugere er danskere, der selv ønsker at planlægge og sammensætte deres ferie. Derfor er det interessant, at destinationer, som normalt er kendt for pakkerejser og charterturisme, oplever store søgestigninger. Det kan være en indikation på, at chartersegmentet har fået øjnene op for, at det ofte kan betale sig at sammensætte ferien selv,” siger Lasse Skole Hansen.

Endelig viser momondos 2015-søgninger, at destinationer som Hamburg, Marrakech og Sri Lanka er nye feriefavoritter blandt danskerne. Til gengæld har en vinterklassiker som Fort Lauderdale i Florida mistet pusten.

”Markedet for danske rejser til Florida har måske toppet. Derudover har en stigende dollarkurs muligvis haft en indflydelse på rejselysten til solskinsstaten”, slutter Lasse Skole Hansen.

Tabel 1: Lande med de største stigninger i antal søgninger fra 2014 til 2015.

Nr. Land Stigning
1 Puerto Rico 107%
2 Papua New Guinea 85%
3 Guadeloupe 80%
4 Martinique 68%
5 Fransk Polynesien 66%
6 Senegal 60%
7 Litauen 58%
8 Kirgisistan 58%
9 Somalia 55%
10 Madagaskar 54%
11 Kap Verde 54%
12 Laos 52%
13 Polen 51%
14 Cuba 51%
15 Japan 51%

Om momondo:
momondo.dk er en gratis, uafhængig og global rejsesøgeside, som sammenligner milliarder af priser på fly, hotel og rejser. momondo har vundet flere priser inklusive en test i Forbrugerrådets magasin, TÆNK, og anbefales af internationale medier som CNN, The New York Times og The Daily Telegraph. momondo har hovedkvarter i København og betjener rejsende på 31 internationale markeder. momondos apps er gratis tilgængelige til iPhone og Android.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar