Gå til indhold
M/S Museet for Søfart henter erfaren direktør fra innovativ kulturorganisation

Pressemeddelelse -

M/S Museet for Søfart henter erfaren direktør fra innovativ kulturorganisation

M/S Museet for Søfarts bestyrelse har ansat Ulla Tofte fra kulturorganisationen Golden Days som ny direktør fra 1. maj 2015. Ulla Tofte har stor erfaring med kulturledelse og har udviklet flere nyskabende kulturbegivenheder med fokus på viden og historie. Ulla Tofte er cand. mag i historie og fransk og har i en årrække været én af kulturlivets markante stemmer. Hun har desuden en række tillidsposter - herunder som medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Teater og Aalborg Universitet.

”Med Ulla Tofte får M/S Museet for Søfart en direktør, der kan fortsætte den udvikling, som blev igangsat i 2013 med indvielsen af Bjarke Ingels spektakulære museum i den gamle dok på Helsingør Havn. Ulla Tofte har den rette faglige baggrund og erfaring til at sikre M/S Museet for Søfarts fremtidige position som ét af landets førende kulturhistoriske museer og en attraktion i international klasse”, siger bestyrelsesformand Erik Østergaard og fortsætter:

”Museet for Søfart er kommet rigtig godt fra start og har fået stor opmærksomhed, men vi skal fortsat udvikle os og være aktuelle og nytænkende. Med valget af Ulla Tofte sikrer vi desuden en gnidningsfri overgang, idet hun har siddet i bestyrelsen siden 2008 og således fulgt byggeriet og de tanker og visioner, der ligger bag museet. Vi er derfor glade for, at Ulla Tofte har takket ja til at påtage sig opgaven med at videreudvikle museet”.

Siden åbningen af M/S Museet for Søfart i 2013 har der været stor international opmærksomhed om museet, der blandt andet er på New York Times’ liste over steder, man skulle besøge i 2014. Museet er i 2015 indstillet til den fornemme pris som årets europæiske museum (European Museum of the Year Award 2015), årets internationale teknisk/videnskabelige museum (Luigi Michelleti Award 2015) og den eftertragtede europæiske arkitekturpris (Mies van der Rohe Award 2015). Prisuddelingerne finder alle tre sted i maj måned.

Ulla Tofte afløser Camilla Mordhorst, der er blevet ansat i en stilling som vicedirektør på Nationalmuseet.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Bestyrelsesformand Erik Østergaard 40 15 12 25 eller eoe@dtl.eu, eller direktør Ulla Tofte på 20 70 01 46 eller ulla@goldendays.dk

Emner


M/S Museet for Søfart er et landsdækkende specialmuseum for dansk søfart fra middelalderen til i dag. Museet er en statsanerkendt og selvejende institution. Museet har i 98 år ligget på Kronborg Slot, men åbnede i 2013 med nye faciliteter og udstillinger i et nyt prisvindende museumsbyggeri tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group. M/S Museet for Søfart ligger i Helsingør. 

Kontakt

Heidi Vesterberg

Heidi Vesterberg

Pressekontakt Presseansvarlig +45 51 24 92 84

Om museet

M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Museet for Søfart
Ny Kronborgvej 1
3000 Helsingør
Denmark