Skip to main content

Arkæolog hædres med prestigefyldt pris

Pressemeddelelse   •   Maj 07, 2014 12:21 CEST

Forskningschef ved Center for Baltisk og Skandinavisk Arkæologi ved Gottorp slot, professor, Dr. habil. Berit Valentin Eriksen, hædres 9. maj med Westerbyprisen. Hun modtager prisen for sin indsats inden for udforskning af istidens mennesker i Danmark og Slesvig-Holsten.

Årets modtager af Westerbyprisen er professor, Dr. habil. Berit Valentin Eriksen, der 9. maj kl. 15.00 modtager årets Westerbypris i Nationalmuseets festsal.

- Vi har i bestyrelsen for Erik Westerby-Fondet besluttet, at Westerbyprisen for 2014 tildeles Berit Valentin Eriksen for hendes vedholdende internationale engagement, energiske indsats og imponerende resultater i udforskningen af den ældre stenalder og de første mennesker, der bosatte sig i Danmark og Slesvig-Holsten i den sene del af istiden, siger Nationalmuseets direktør og formand for fondet, Per Kristian Madsen.

Det var netop disse pionerer, som var Erik Westerbys særlige passion, og således er valget af Berit Valentin Eriksen helt i Erik Westerbys ånd.

Berit Valentin Eriksen er meget beæret over, at bestyrelsen har udpeget hende som modtager af den store Westerbypris.

- Det er den ultimative anerkendelse af mit arbejde med at udforske og formidle vores viden om jægerstenalderens mennesker og deres liv og færden. En slags "arkæologiens Nobelpris", som også fremover vil være en meget stor motivation for mig til at fastholde fokus på et tidsrum, hvor der hverken er ædle metaller eller monumentale grave til at trække overskrifter, men som ikke desto mindre repræsenterer den absolut længste periode af menneskehedens forhistorie, siger Berit Valentin Eriksen.

Berit Valentin Eriksen er født i Horsens og begyndte at læse arkæologi på Aarhus Universitet i 1978. Under sit studie afslørede hun hurtigt en fascination af den ældre stenalders jæger-samler samfund, som hun med en karakteristisk vedholdenhed har holdt fast ved gennem hele sin videre arkæologiske karriere.

Hun virkede i en årrække som adjunkt og lektor på Aarhus Universitet, og Nationalmuseets arkæologer, som har fungeret som censorer ved flere eksaminer på Moesgård instituttet, beretter, at Berit Valentin Eriksens studenter altid forekom usædvanligt dygtige og motiverede.

Der er fra Berits Valentin Eriksens hånd flydt et væld af artikler foruden diverse anmeldelser. Interessen for flint og eksperimentalarkæologi har hun manifesteret gennem en række bøger såsom ”FLINTSTUDIER – en håndbog i systematiske analyser af flintinventarer”, hvori hun udover redaktionen påtog sig at skrive om flinttekniske emner som grundlæggende flintteknologi, den operative proces og kunsten at tænke som en flinthugger og om flintoldsagernes vidnesbyrd om social struktur, subsistens¬økonomi og mobilitet i ældre stenalder.

I 2010 ved Universitet i Tübingen forsvarede hun den store tyske doktorgrad (habilis) indenfor Ur- und Frühgeschichte med værket ”Transitions and Transformations. From late Pleistocene reindeer hunters to Bronze Age flint knappers.” I 2011 fik hun overført sin doktorstatus til Universitet i Kiel, hvor hun virker som privatdocent, og sidste nyt fra karrierefronten er, at hun her i 2014 er tildelt et deltids-professorat ved Universitetet i Bergen.

Til dagligt fungerer Berit Valentin Eriksen som forskningschef ved Center for Baltisk og Skandinavisk Arkæologi (ZBSA) på Schloss Gottorf i Slesvig. Her har hun siden 2009 ledet en gruppe på cirka 25 dedikerede forskere og Ph.d.-studerende i et internationalt orienteret forskningsmiljø, hvis mål det er at foretage arkæologiske undersøgelser i Nordsøregionen, Østersøregionen og i Skandinavien. Centerets særlige fokus er lagt på to perioder: Jernalderen i det 1. årtusinde e.Kr. og så på den ældre stenalder, som lige er Berit Valentin Eriksens favoritperiode, og hvor man roligt kan sige, at hun er landet på sin rette hylde.

Tid og sted: Westerbyprisen overrækkes i Nationalmuseets Festsal 9. maj kl. 15.00.

Fakta: Om Westerby-Fondet

  • Erik Westerby-Fondet er oprettet til minde om Erik Westerby (1901-1981), der ydede en banebrydende indsats ved udforskningen af den ældre stenalders levn i Danmark. - Erik Westerbyprisen er uddelt næsten hvert år siden 1983.

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

 

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar