Pressemeddelelse -

Unik Jomfru Maria-figur fundet under kirkegulv

Bedårende Jomfru Maria-figur fra Limoges i Frankrig er dukket op i Søby Kirke ved Hammel - som den første af sin slags i Danmark.

En sjælden Jomfru Maria-figur er blevet fundet under Nationalmuseets kirkearkæologiske udgravninger i Søby Kirke uden for Hammel. Figuren er en såkaldt Limoges-figur, da den er lavet i den midtfranske by af samme navn mellem 1200 og 1225. Den har siddet på et processionskrucifiks, som blev brugt ved kirkelige handlinger i den katolske kirke.

Efter en tur i hænderne på en af Nationalmuseets kyndige konservatorer har den lille kvindefigur vist sig at være utroligt smuk. Og den er faktisk også enestående, fortæller kirkearkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet Hans Mikkelsen:

- Limoges-figurerne er fremstillet i store mængder, og en del af dem er endt i Danmark, men det her er den første Limoges-figur fra et processionskrucifiks nogensinde set her i landet, som har en glorie fastsat på hovedet. På den måde er den helt unik, siger Hans Mikkelsen.

Kvindefiguren forestiller Jomfru Maria, og det motiv gør kun figuren endnu mere speciel:

- De fleste andre Limoges-figurer forestiller nemlig ofte anonyme helgener, siger Hans Mikkelsen.

Guldtråde og skinneben
Figuren blev opdaget i forbindelse med, at Hans Mikkelsen og en lokal murer udgravede gulvet i kirkens kor – en del af renoveringen af kirken handlede nemlig om at få stabiliseret gulvet, som var sunket sammen. Da de begyndte at grave, fandt de først et gravkammer umiddelbart under korgulvet. Og da mureren dagen efter sigtede jorden igennem eller ”soldede”, som det også kaldes, dukkede den lille figur op:

- Formålet med at solde er, at man på den måde sikrer alle genstande, også de allermindste. Fundet af den her ganske lille figur på blot seks centimeter er derfor et godt eksempel på, at systemet med at lade en lokal murer solde efter Nationalmuseets anvisninger fungerer rigtig godt, siger Hans Mikkelsen og fortæller, at samarbejdet med både de lokale håndværkere og kirkens engagerede personale har været forbilledligt.

Der gemte sig også en række andre genstande under gulvet tæt ved alteret – knogler, blandt andre skinneben og ryghvirvler, et stykke tekstil med guldtråde i og hesteseletøj fra midten af 1000-tallet længe før kirken blev opført omkring år 1200. Alle godt medtagne af tiden i jorden.

Rød glorie
Heller ikke den lille Jomfru Maria-figur synede af meget ved første øjekast: Den var dækket af ir og jord efter århundreder under kirkegulvet. Så Nationalmuseets konservator Signe Nygaard regnede ikke med, at hun ville kunne opfylde Hans Mikkelsens forventninger om, at de forgyldninger og emaljefelter i smukke, klare farver, som kendetegner Limoges-figurerne, ville være intakte:

- Jeg kunne fornemme, at der var nogle områder, hvor der var emalje, men ingen forgyldninger var synlige. Så jeg synes faktisk, den så meget nedbrudt ud, siger Signe Nygaard.

Men da hun gik i gang med at rense figuren nænsomt med pensel og vand under mikroskop, skete der noget:

- Det var helt fantastisk. Først opdagede jeg forgyldningerne, og da jeg så kom vand på emaljen, kunne jeg se farverne – det røde i glorien og de flotte blågrønne nuancer, som changerede i tøjet. Det var over al forventning, siger Signe Nygaard.

Løse ender
Efterhånden som Signe Nygaard arbejdede med figuren, viste den sig at være meget velbevaret. Men den ser ikke ud præcis, som den gjorde i sin samtid: Kobberet er irret grønt i dag, men var oprindeligt rødligt, ligesom man ser det på nylagte kobbertage. Hænder og ansigt var dengang helt forgyldte, tøjet højest sandsynlig i klare blågrønne farver, og gloriens fine røde kant var kraftig.

Der er ingen tvivl om, at Limoges-teknikken har været fornem og krævet en særlig håndværksmæssig kunnen, fortæller Signe Nygaard:

- Så det er helt utroligt, at man finder sådan en figur i en lille kirke. Hvordan pokker er den endt der? Hvor er korset, den har siddet på? Og hvordan har den mon set ud i sin tid? Der er nogle løse ender, man ville ønske, at man kunne få svar på, siger hun og tilføjer:

- Hvis bare figuren kunne fortælle os dens historie.

Hvis du er i området, kan du høre mere om Limoges-figuren onsdag 11. juni kl. 19.00 – 21.00 i Søby Kirke, hvor museumsinspektør Hans Mikkelsen og kirkeværge Mette Sørensen holder foredrag om kirkerenoveringen som et led i ”Kend din kirke”.
Læs mere på Favrskovs Provstis hjemmeside. 

Fakta: Limoges-figuren fra Søby Kirke

  • Fundet under gulvet i Søby Kirke ved Hammel i forbindelse med en renovering af kirken. 
  • Er cirka seks centimeter høj, stammer fra mellem 1200 og 1225 og har siddet på et processionskrucifiks. 
  • Lavet i byen Limoges i Frankrig og kaldes derfor for en ”Limoges-figur”. 
  • Unik, da det er den første Limoges-figur med en glorie fastsat på hovedet. Motivet er også specielt: Den forestiller Jomfru Maria, og de fleste andre Limoges-figurer er ofte anonyme helgener. 
  • Figuren er fremstillet i en teknik, som kaldes ”grubeemalje”, hvor emaljepulver i flotte farver lægges i figurens fordybninger, mens bundmetallet, bronzen, fremstår forgyldt. 
  • I Nationalmuseets samlinger fra middelalderen findes der omkring 30 eksempler på emaljearbejder lavet i Limoges i perioden fra 1170 til omkring 1300 - både hele relikvieskrin, processionskrucifikser, lysestager, bogbind, beholdere til alterbrød, løse plader og figurer, et vaskefad, små plaketter og bæltespænder.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • danefæ

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Kontakt

Hans Mikkelsen

Museumsinspektør og kirkearkæolog, Nationalmuseet Middelalder, Renæssance og Numismatik, Nationalmuseet 4120 6127

Signe Nygaard

Konservator, Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab, Nationalmuseet 4120 6550

Nynne Bojsen Faartoft

Communications Officer 4120 6019

Mette Sørensen

Kirkeværge, Søby Kirke Søby Kirke 2445 0156 / 8696 2284