Fortid og fremtid mødes i Kvæsthusprojekt

Pressemeddelelse  •  2013-01-17 10:56 CET

Kvæsthusselskabet har valgt NCC Construction til at anlægge byggegrube til 91 mio. kroner. NCC digitaliserer byggeprocesserne for at styre opgravningen af Kvæsthusmolen, der rækker langt tilbage i Københavns historie.

Kulturminister Marianne Jelved lagde tirsdag den 15. januar grundstenen til Kvæsthusprojektet. Det blev startskuddet til NCC Constructions anlæggelse af selve byggegruben på den historiske mole, hvilket går forud for opførelsen af det nye underjordiske parkeringsanlæg.

NCC vandt i foråret 2012 udbudsrunden om at deltage i udarbejdelsen af projektet for byggegruben og råhuset for Kvæsthusprojektet. Dette arbejde har nu ført til, at NCC i første omgang også har fået overdraget entreprenørarbejdet med byggegruben.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi kan fortsætte det tætte samarbejde med NCC. De har udvist en meget aktiv deltagelse under projekteringen og har været medvirkende til at optimere projektet på flere måder,” fortæller direktør i Kvæsthusselskabet Ole Bach.

Graver i materialer fra Svenskekrigenes tid

For at kunne etablere et underjordisk parkeingsanlæg fra kajkant til kajkant under Kvæsthusmolen er NCC først nødt til at etablere nye spuns ude i havnen hele vejen rundt om molen som en slags ’ydre bolværk’ og bag dem oprette en ’mur’ af fyldningsmateriale.

”Under projekteringen af Kvæsthusprojektet blev vi klar over, at hjertet af molen er et virvar af sammenhængende jord, træ, jern og beton – noget af det helt tilbage fra Svenskekrigenes tid. Det er altså ikke ’bare’ at grave et stort hul og så fylde det med et parkeringsanlæg. Uden den rette planlægning risikerer vi, at molens spuns vil kollapse og havnen oversvømme hele byggegruben,” forklarer senior produktionschef i NCC Construction Bjarki Finnbogason.

Avancerede digitale simuleringer

Netop på grund af projektets teknisk meget udfordrende karakter har NCC sammen med deres rådgiver Grontmij under projekteringen brugt avancerede digitale 3D- og 4D-modeller til blandt andet sikkerheds- og byggefaseplanlægning, kollisionskontrol og en række simuleringer.

”Når vi digitaliserer projekteringsfasen, får vi også mange stærke værktøjer til samarbejdet, planlægningen og udførelsen i byggefasen. Det er den samarbejdsform, vi i NCC kalder Virtual Design & Construction, som på dette projekt virkelig må siges at vise sin styrke på mange måder,” fortæller Bjarki Finnbogason.

I de kommende måneder etableres der spuns rundt om Kvæsthusmolen og til foråret begynder den egentlige udgravning, som med tiden vil nå helt ned til det særlige kalklag, København er funderet på.

Vedlagte fotos fra Kvæsthusselskabet kan frit anvendes af pressen ved kreditering

Om Kvæsthusprojektet

  • Kvæsthusprojektet er en gave fra Realdania til offentligheden og realiseres i en partnerskabsaftale mellem Realdania og Kulturministeriet og det Kongelige Teater igennem datterselskabet Kvæsthusselskabet A/S.
  • Projektet skaber en ny stor plads på Kvæsthusmolen samt et underjordisk parkeringsanlæg med plads til op til 500 personbiler lige ved siden af Skuespilhuset i Københavns havn. Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet den kommende Kvæsthusplads og det underjordiske parkeringsanlæg.
  • Projekteringen af selve parkeringsanlægget foretages af Lundgaard & Tranberg og COWI og afsluttes først i foråret 2013.
  • Det er muligt at se Kvæsthusprojektet og følge dets udvikling og en løbende opdateret tidsplan på www.kvæsthusprojektet.dk, hvor der også er flere pressefotos.

Om Virtual Design & Construction

  • Virtual Design & Construction er en samarbejdsmodel udviklet af NCC Construction. Det er den traditionelle proces med projektering og konstruktion, som er digitaliseret og knyttet sammen med andre processer som fx NCC’s digitale leverandørportal.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jesper Andersen, presseansvarlig, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.


Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar


You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.