NCC skal udvikle historisk område

Pressemeddelelse  •  2012-03-27 10:06 CEST

NCC Property Development har indgået aftale om udvikling og omdannelse af området, der indtil 2011 husede British American Tobacco’s danske hovedkontor og produktionsfaciliteter i Gladsaxe, til et nyt, attraktivt byområde.

British American Tobacco Danmark (BAT) har valgt at indgå aftale med NCC Property Development i kraft af erfaringerne med udvikling af større bydels-områder i bl.a. Tuborg Havn, Islands Brygge, Ørestad og Aarhus samt ikke mindst erfaringerne med at indtænke miljø og bæredygtighed i udviklingsarbejdet.

"For os er det vigtigt, at området videreudvikles på en måde, vi kan være stolte af. Det vil i første omgang sige, at vi tager hånd om at bevare de meget fine kulturelle og arkitektoniske værdier, området byder på, og dernæst, men lige så vigtigt, at det nye byggeri, der opføres i området, bliver af en kvalitet og en arkitektur, der har en blivende værdi for kommende generationer", siger Peter Schnettler Kristensen, corporate counsel, British American Tobacco Danmark.

Borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst (A), glæder sig til at samarbejde med NCC om at udvikle området omkring den gamle tobaksfabrik. Området er en del af den såkaldte Ringby langs Ring 3, hvor den kommende letbane skal forbinde hovedstadsområdet på tværs fra Lundtofte til Ishøj. Dermed er området en del af de helt store byudviklingsprojekter, som skal bringe vækst til hele hovedstadsområdet i de kommende år. Karin Søjberg Holst, der også er formand for Ringby-Letbanesamarbejdet, udtaler:

"I Gladsaxe Kommune har vi store visioner om at udvikle området til en moderne, og bæredygtig bydel med et grønt, sundt og levende erhvervskvarter, der kan tiltrække nye, attraktive virksomheder. Samtidig er det vigtigt for os, at vi værner om den kulturarv, som området også indeholder. Derfor er vi også glade for, at NCC har øje for værdien af at bevare nogle af de fine, gamle fabriksbygninger, som giver området sjæl. Så jeg er sikker på, at vi sammen med NCC kan udvikle en god og gennemtænkt plan for området med gode trafikale løsninger til gavn for erhvervsudviklingen".

I første omgang er det planen, at der udarbejdes en helhedsplan for området, som kommer til at indeholde ca. 100.000 kvm overvejende kontorer og butikker men også med mulighed for lager og en mindre andel boliger.

"For NCC Property Development er det en super spændende opgave at udvikle BAT-området. Området er et trafikalt knudepunkt med nem adgang til motorvejsnettet, og 10 minutter til København. Samtidig er der mulighed for synlighed og profileringsmuligheder langt over gennemsnittet for virksomheder, der måtte ønske det. Det er et perfekt sted at udbygge vores Company House koncept til mindre virksomheder og samtidig tilbyde selvstændige domicilløsninger til de lidt større virksomheder – alt inden for den samme helhedsplan", udtaler Claus Skytte, projektudviklingchef, NCC Property Development.

Ifølge seniorpartner Louis Kjærgaard, DTZ Egeskov & Lindquist, er interessen for Gladsaxe stærkt stigende blandt de videns- og teknologitunge virksomheder.

"Der er bygget mange nye domiciler i området de sidste år, og vi ser en forvandling fra historisk industriområde til attraktiv erhvervsby", siger Louis Kjærgaard, som også bekræfter, at NCC og DTZ allerede arbejder med konkrete projekter for nye domiciler og udlejning af de eksisterende bygninger på området.

Fakta:

Området er samlet set på lidt over 100.000 kvm. Den overvejende del af de tidligere produktionsfaciliteter nedrives, mens de præmierede administrationsbygninger og den markante produktionshal fra 50’erne bevares og omdannes til nye, spændende kontorer.

Området kan indeholde op til 124.000 kvm byggeri fordelt på kontor, hotel, uddannelse, laboratorier, forskning, butikker og boliger.

Næste skridt er udarbejdelsen af en helhedsplan, som forventes at ligge klar i år, men allerede nu arbejdes der med konkrete projekter for nye domiciler og med omdannelse og udlejning af de historisk spændende bygninger på området.

Adresse: Tobaksvejen 4, 2860 Søborg

For yderligere information kontakt venligst:

Claus Skytte, projektudviklingschef, NCC Property Development A/S, telefon +45 6040 1586

Peter Schnettler Kristensen, corporate counsel, British American Tobacco, telefon +45 3955 6264

Louis Kjærgaard, seniorpartner DTZ Egeskov & Lindquist A/S, telefon +45 2373 4033

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Bolig.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2.200 ansatte. NCC Property Development udvikler og sælger kommercielle ejendomme på udvalgte vækstmarkeder i Norden, Baltikum og St. Petersborg.

I Danmark havde NCC i 2011 en omsætning på ca. 4,8 mia. danske kroner og ca. 2200 medarbejdere. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Bolig, NCC Roads og NCC Property Development. Se mere på www.ncc.dk.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar


You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.