Husejernes Forsikring

5 apps til at holde styr på dit indbo

Nyhed   •   Okt 10, 2016 17:51 CEST

Har du styr på dit indbo?

Uheld sker ofte, når man mindst venter det, men har du styr på dit indbo, hvis uheldet skulle være ude?

Mikonomi.dk har undersøgt 5 apps, som netop kan hjælpe dig med at holde styr på dit indbo og hvad det er værd, hvilket gør det nemt at dokumentere, hvad der skal erstattes, hvis du skulle være uheldig at opleve indbrud, oversvømmet kælder, brand eller lignende.

Mit Indbo

App’en er generelt meget brugervenlig og giver et godt overblik. Der er mulighed for at benytte forskellige kategorier, som f.eks. ”elektronik”, ”smykker”, ”møbler”, men du har også mulighed for at oprette dine egne kategorier, som passer til netop dit indbo. Under hver kategori er det muligt at uploade billeder m.m. af indboet, samt tilføje al den praktiske information såsom navn, mærke, model, nypris og kvittering. Derudover har du mulighed for at indtaste dine forsikringsoplysninger, samt at eksportere det hele til din e-mail.

Indbo Registrering

Denne app er på samme måde som Mit Indbo brugervenlig og nem at overskue. Der er mulighed for at registrere indboet både med billeder og kvitteringer, samt mulighed for at tilføje oplysninger som f.eks. pris, hvor og hvornår du har købt produktet. Ligeledes kan alle oplysninger nemt videresendes til din mail. App’en koster 16 kr., mens Mit Indbo er gratis og indeholder lidt flere funktioner.

Storebox

Storebox app’en er gratis, men den er ikke udviklet til at registrere selve indboet, men er derimod udviklet til at holde styr på kvitteringerne - både de fysiske og de digitale. Handler du i en af de 3500 registrerede butikker, uploades kvitteringen automatisk til app’en, mens de fysiske kvitteringer nemt kan tilføjes med et billede. Selvom app’en er nem at bruge, anbefales den ikke, hvis ønsket er at dokumentere tilstanden af indboet.

Sortly

Denne app kan meget mere end at holde styr på kvitteringer og indbo, den kan også hjælpe dig med at holde styr på, hvad der skal smides ud, flyttes eller findes. Der er mulighed for at opdele dine ejendele i forskellige mapper, uploade billeder og videoer af ejendelene, samt at tilføje den praktiske information såsom stelnummer, købsdato og garanti. App’en giver dig derudover mulighed for at få notifikationer, når garantien eller returneringsretten udløber. Alle de indtastede oplysninger kan nemt eksporteres til Excel, Dropbox eller din cloud konto. Sortly er som udgangspunkt en gratis app, men ønsker du at benytte Dropbox, videoer med mere, så er det premium pakken til 79 kr., som du skal have fat i.

House and Content Insurance List

App’en er meget brugervenlig og nem at navigere rundt i. Ligesom i de andre apps er der mulighed for at oprette forskellige kategorier, uploade billeder og tilføje de praktiske oplysninger om pris, stelnummer og lignende. App’en koster 8 kr., men kan ikke mere end de tidligere apps.

Du kan læse den fulde gennemgang af de forskellige indbo-apps på Mikonomi.dk.

Disclaimer:

Ved gengivelse eller bringning af noget af vores materiale, bedes I enten citere os eller på anden måde gøre opmærksom på, at indholdet kommer fra Husejernes Forsikring og meget gerne med link til vores hjemmeside. Ved længere uddrag fra tekster eller brug af vores billeder, bedes oplyst i konteksten, det bliver bragt i, at: "Indholdet er produceret og ejet af Husejernes Forsikring" med link direkte til de enkelte artikler på vores hjemmeside.