Danske Fragtmænd A/S

Årets Trafikhelt 2017 er blevet kåret

Nyhed   •   Aug 11, 2017 09:44 CEST

Til Trafiksikkerhed i Øjenhøjde på Egeskov Slot den 5. august blev Årets Trafikhelt kåret. De nominerede var Marcus Lescouret, Rebecca Piil Christensen og Jonas Gotthardsen. Til trods for et stærkt felt blev det Jonas fra 3. klasse fra Blåvandshuk Skole i Oksbøl, der løb med prisen.

Jonas vandt prisen, fordi han en dag på vej til skole hjalp en dame, der var væltet på sin cykel og var godt forslået. Jonas viser snarrådighed og omsorg ved at ringe til damens datter, hvorefter han bliver på ulykkesstedet, indtil datteren kommer for at hjælpe. Herefter cykler han videre mod skolen, hvor han fortalte sine klassekammerater om sin oplevelse.

Alle tre nominerede fik efterfølgende en tur rundt på Egeskov Slots område i en veteran brandbil.