DiscoverCity

Aarhus Stiftstidende: Hent hjælp til at finde byens skjulte steder

News   •   Sep 23, 2014 18:42 CEST

En gruppe unge studerende har skabt netside, der skal hjælpe Aarhus’ nye borgere og gæster.

Når du er ny i byen, kan det være svært at finde rundt og umuligt at kende alle steder. Ikke mindst for udlændinge.

Nogle steder er mere gemte end andre. De skal have en mulighed for at blive opdaget, og mennesket skal have hjælp til at opdage dem, synes en blandet dansk og international flok.

De kom til Aarhus og følte sig nye i byen. Hvor finder vi alt dens dejlige gods?

Nogenlunde sådan tænkte de - og har gjort noget ved det.

En website med navnet DiscoverCity har set dagens lys. Her er der muligheder for at opdage Aarhus’ skjulte kroge og lidt mere kendte steder.

Det handler både om natur, kultursteder, fredagsbarer, restauranter, foreninger, events og andet.

Ideen kom især til slovakken Juraj Pal, der nu er direktør for foretagendet, der i alt har seks medarbejdere - alle er medejere.

De andre er endnu en slovak, Alexandra Neczliova, Suzanne van Nes, hollænder, og danskerne Simon Morel, Mads Jensen og Sofi Natarajah, der er født i Danmark og har baggrund i Sri Lanka.

De har lagt bunden for det hele.

Hjælp med at finde stederne
"Men vi skal ikke være alene om det. Vi tror på, at ved at invitere andre til at lege med, skaber vi indholdet. Så vi opfordrer folk til at komme med ideer og input. Vi henvender os ikke mindst til studerende og andre unge, som ved ekstra meget om byen. De er vores lokale udforskere," siger Suzanne van Nes.

Hun kom hertil i år, fordi hendes mand, Alejandro Ordonez fra Colombia, er post.doc. i biologi på Aarhus Universitet.

"Vi vil hjælpe med til at gøre Aarhus til en fed studieby at bo i, og det kan DiscoverCity hjælpe til. Det er et simpelt, visuelt, interaktivt og personligt sted at besøge," siger Suzanne van Nes.

DiscoverCity's bagmænd har allerede været i gang. Ved semesterstart kom der 12.000 nye studerende til Aarhus Universitet, og de har forsøgt at gøre dem opmærksom på siden og bedt dem om at være lokale udforskere.

"Vi har 1700 faste brugere allerede, og af dem, der kommer på siden daglig, er 75 procent nye, så vi øger tallet hele tiden," siger Suzanne van Nes.

Det er meningen, at der senere skal trykkes en mappe med de mange steder.

Ikke kommercielle
"Vi går bevidst efter skjulte, lokale steder. Store kommercielle foretagender tager vi ikke med. De har mulighed for at lave deres egen markedsføring," siger hun og henviser til steder som Baresso, McDonalds og Burger King.

Hun ser det som en fordel, at virksomheden består af tre udlændinge og tre danskere.

"Det er en god kombination," siger hun, der er 33 år og den ældste af partnerne.

Indtil videre tjener selskabet ingen penge, og det er ikke meningen, at det skal det.

"Det er bare et produkt, som byen og dens indbyggere og gæster har brug for," siger Suzanne van Nes.

Af Hans Petersen (hap@stiften.dk)