Kræftens Bekæmpelse

Børn spiser for lidt fuldkorn

Nyhed   •   Aug 17, 2015 16:09 CEST

Kun 43 pct. af alle børn får den anbefalede mængde fuldkorn om dagen. Men faktisk skal der ikke så meget til. Brug børnenes skolestart til at gøre madpakkerne lidt grovere og sundere. Fuldkornspartnerskabet giver inspirationen.Sådan kan en sund madpakke med fuldkorn se ud. Find mere inspiration på fuldkorn.dk

En portion havregryn og en til to skiver rugbrød er faktisk nok. Alligevel er det kun 43 pct. af de 4-14 årige, der får den anbefalede mængde fuldkorn hver dag. Den lyder på 40-60 gram for de 4-10-årige og på 75 gram for børn over 10 år.

En nem måde at få børnene til at spise mere fuldkorn på er gennem madpakken, lyder det fra Gitte Laub Hansen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

- Skolestart betyder for de fleste også et mere eller mindre glædeligt gensyn med madpakkerne. Den er ikke kun en kærlig hilsen hjemmefra, den skal også give brændstof til både krop og hjerne en lang skoledag, og her er fuldkorn vigtigt, siger hun.

- Fuldkornsbrødet er basis. Èn skive fuldkornsrugbrød indeholder 30 gram fuldkorn, og så er man godt på vej, fortsætter Gitte Laub Hansen.

Fuldkornsbrød er ikke bare rugbrød

Fuldkornsbrød lyder måske en smule kedeligt i mange børns ører, men det bør ikke få trætte madpakkesmørere til at miste modet:

- Hvis rugbrød ikke er sagen, behøver det ikke stoppe indsatsen for sundere madpakker. Udvikling af mange nye fuldkornsvarianter inden for brød har gjort det meget nemmere at finde noget, som børnene kan lide. Og også meget nemmere for de voksne, som blot kan gå efter det velkendte orange logo. Der findes selvfølgelig også andre muligheder for fuldkorn i madpakken – for eksempel salater med fuldkornspasta eller hvedekerner i, siger Gitte Laub Hansen.

Fuldkorn mætter og forebygger sygdom

Fuldkorn betyder når hele kornet er inkluderet i produktet, enten som hele eller forarbejdede kerner, der er knækkede eller malet til fuldkornsmel. Derved får man glæde af alle kornets fibre, vitaminer, mineraler og andre sundhedsgavnlige stoffer.

- Der er flere vægtige grunde til at vælge fuldkorn. Det mætter og gør det nemmere at undgå overvægt, og så mindsker det risikoen for en række sygdomme. Blandt andet tarmkræft, hjertekarsygdomme og diabetes, siger Gitte Laub Hansen.

Fuldkornspartnerskabet arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Fuldkornspartnerskabet består af Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder.

Find inspiration til madpakken og andre måltider

Tips til mere fuldkorn til børnene
  • Vælg produkter med fuldkornslogoet

    • Brug fuldkornspasta og fuldkornsnudler

    • Brug havregryn i frikadellerne og farsen i stedet for hvidt mel 


    • Spørg efter fuldkornsbrød hos bageren, og når du spiser ude


    • Prøv fuldkornsvarianter af burgerboller og pølsebrød


    • Kom hele kogte hvedekerner i salater


    • Erstat noget af det hvide mel med fuldkornshvedemel, når du bager


    • Prøv med havregrød til morgenmad – kom gerne tørret frugt og krydderier i 


    • Byt det hvide brød ud med fuldkornsbrød


    • Indfør fuldkornsknækbrød til eftermiddagshygge