Danmarks Cykle Union

​Casper Pedersen henter fjerde danske EM-titel

Nyhed   •   Aug 05, 2017 17:47 CEST

EM-rusen fortsatte lørdag, da Casper Pedersen blev U23-europamester efter et intenst og nervepirrende løb. Dermed har de danskere ryttere kørt hele ni medaljer ind ved mesterskaberne – fire af dem af guld.

Casper Pedersen beviste, at de gode resultater i løbet af sæsonen ikke har været tilfældige - og at landstræner Anders Lunds overbevisning om, at en podieplacering var inden for rækkevidde, var begrundet.

Det danske hold leverede noget nær et taktisk perfekt løb og ikke mindst en imponerende holdindsats, selvom den nykårede europamester i enkeltstart, Kasper Asgreen, tidligt i løbet styrtede og måtte udgå. Mathias Krigbaum, Andreas Stokbro og Casper Pedersen sad konstant med fremme, angreb og kom med i korte udbrud, der dog blev kørt ind på skift.

Det var derfor ikke tilfældigt, at Casper Pedersen også var med, da det afgørende udbrud kørte. Han havde selskab af Marc Hirschi fra Schweiz, franske Benoit Cosnefroy og russeren Petr Rikunov, og de fire formåede at finde ind i et godt samarbejde og holde feltet bag sig. I finalen åbnede Casper Pedersen spurten med et uimodståeligt ryk, og så kunne danskeren fortjent række hænderne mod himlen i karrierens største triumf.

Hos elitedamerne missede danskerne desværre det afgørende udbrud i et fantastisk spændende løb, hvor feltet aldrig var i ro. Gruppen med stjernenavne som Marianne Vos, Olga Zabelinskaya, Giorgia Bronzini og Elisa Longo Borghini var i sidste ende for stærk, og det lykkedes aldrig feltet at etablere et samarbejde i jagten på udbryderne. I spurten var legendariske Marianne Vos suveræn, og hun føjede endnu en titel til sin lange sejrsliste.

Søndag slutter et fantastisk EM med herrernes linjeløb.