Danish Agro

Danish Agros fravænningsfoder bedst i test

Nyhed   •   Maj 02, 2014 15:44 CEST

Danish Agros fravænningsfoder var for 3. gang i træk bedst i test i den firmaafprøvning,
som Videncenter for Svineproduktion (VSP) netop har gennemført. Fravænningsfoderet, der benyttes fra grisene er 7-8,5 kg, viste en tilvækst på 142 gram pr. dag, imod kontrolfoderet, der viste en tilvækst på 130 gr. pr. dag. 

- Vi er meget tilfredse med, at vores fravænningsfoder præsterede så godt i undersøgelsen. Det er et område vi har haft rigtig meget fokus på, da få grams ekstra tilvækst i de første uger af grisens liv betyder indtil flere ekstra kilo i den anden ende for landmanden, siger Arne Ringsing, Produktchef i Danish Agro. 

Fokus på mavesundhed og gult kort ordning 

Firmaafprøvningen, der fulgte grisenes tilvækst fra 7-30 kg, viste, at Danish Agros foder over hele perioden havde en produktionsværdi i index 93 overfor kontrolfoderet, hvilket svarer til 10 gram mindre daglig tilvækst. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men resultatet er dog heller ikke overraskende, ifølge Arne Ringsing. 

- I firmaafprøvningen er der benyttet en 2-fase fodring, hvor der, udover vores fravænningsfoder, er benyttet Danish Agros smågrisefoderblanding med lav mængde sojaprotein og letfordøjelige råvarer. Danish Agro har et stort fokus på gult kort-ordningen, og denne blanding sikrer, at der opnås en så god overgang fra fravænningsfoder som muligt. For sikre en god tilvækst fra grisene er 15 kg anbefaler Danish Agro en 3-fase foderstrategi, hvor der i de sidste uger skiftes til en foderblanding med ekstra protein, siger Arne Ringsing.