Cetrea

Dansk virksomhed vinder international prestigepris for deres innovative IT-systemer til hospitaler

Nyhed   •   Dec 19, 2011 10:30 CET

For nylig blev den internationale Red Herring 100 Global-konkurrence afholdt i Los Angeles, USA. Her var danske Cetrea blandt de 100 virksomheder, som blev præmieret for deres innovative produkter og virksomhedsførelse.

Cetrea er hermed med i en eksklusiv international gruppe af virksomheder, som fører an i den teknologiske udvikling og som skaber en ekstraordinær vækst på trods af den finansielle krise.

Tidligere vindere af Red Herring tæller blandt andet virksomheder som Google, Yahoo!, Skype, Netscape, SalesForce.com og YouTube.

Red Herring Global er kulminationen på et års arbejde med at gennemgå tusinde af private virksomheder fra hele verdenen. Kandidaterne er de bedste virksomheder fra Red Herrings regionale konkurrencer i Europa, Nordamerika og Asien.

Cetrea udvikler IT-systemer til at håndtere flowet af patienter og arbejdsopgaver på sygehuse. Ved at kombinere avanceret teknologi, såsom touch-skærme, mobile-enheder og ultralydstracking, med et banebrydende brugervenligt softwaredesign, har Cetrea formået at give klinikerne et værktøj, der både giver dem mere tid til den enkelte patient, samtidig med at de får behandlet flere patienter.

Cetreas systemer er blandt andet i brug på Skejby Sygehus, hvor Innovation Labs direktør har udtalt følgende til Version2.dk:

»Jeg var i praktik i to dage på Skejby Sygehus for at se det i praksis, og de steder, man ikke brugte systemet, var det et gedemarked af telefonopkald og spildtid. Så den slags løsninger er et eksempel på noget, der kan blive en stor succes, også uden for Danmark,« udtaler Preben Mejer.

Cetrea har oplevet en eksplosiv vækst de seneste år. Ved at satse på produktudvikling og nye teknologier, har man fået etableret en dansk virksomhed med et kæmpe potentiale.

Cetreas direktør, Hans Erik Henriksen, udtaler om Red Herring prisen:
“Vi er utrolig stolte over at være blandt verdens 100 mest innovative virksomheder. Det viser, at vi i Danmark stadig har mulighederne for at være førende indenfor moderne teknologi og producere produkter, der skaber opmærksomhed og efterspørgsel internationalt.”