DLG

DLG’s grovvarer opnår resultat på 397 mio. kr. og fastholder stærk markedsposition

Nyhed   •   Feb 24, 2016 13:46 CET

  • Synergier og omkostningsreduktioner i DLG’s danske grovvareaktiviteter bidrager til et stærkt driftsresultat på 397 mio. kr. på baggrund af en omsætning på 15,3 mia. kr.
  • DLG udruller nyt tilpasningsprogram i resten af koncernen med en forventet gevinst på yderligere 120 mio. kr. i de kommende år

De danske grovvareaktiviteter i DLG – Danmarks største grovvareselskab – fortsatte den positive udvikling i 2015 med en omsætning på 15,3 mia. kr. og fastholdelse af en meget høj markedsandel i et vanskeligt marked. DLG a.m.b.a. opnåede et stærkt driftsresultat på 397 mio. kr. på baggrund af øgede markedsandele inden for en række enkeltområder samt en reduktion i omkostningsbasen på 250 mio. kr. siden 2012.

”Det er tilfredsstillende, at vi kan kvittere for det gode samarbejde med vores ejere og kunder med en overskudsdeklarering på over 105 mio. kr. i en vanskelig tid, hvor landbruget har brug for al den opbakning, vi kan give,” siger Group COO i DLG med ansvar for Grovvarer, Ole Christensen.

”Resultatet i Danmark er en direkte konsekvens af de ændringer, vi har foretaget i de seneste år for at tilpasse selskaberne til de nye udfordringer, som et stadig presset landbrug bliver stillet overfor. Et stærkt kundefokus og øget konkurrencekraft er helt afgørende for at vinde markedsandele,” siger Ole Christensen.

Væksten skal i fremtiden komme fra innovation i de lande, hvor DLG er repræsenteret. DLG har via datterselskabet Sejet Planteforædling ved Horsens udviklet en række yderst succesrige sorter, bl.a. Benchmark og Pistoria, der står til et stort internationalt gennembrud. Sorterne forventes at øge indtjeningen i Sejet markant i de kommende år og give et betydeligt bidrag til DLG’s bundlinje.

DLG’s rapsolieforretning leverede også flotte resultater i 2015 med en omsætning på 1,3 mia. kr. og et resultat på 32 mio. kr. DLG-koncernen har investeret kraftigt i selskabets oliemøller i 2015 og står nu i Danmark og Tyskland med en samlet kapacitet til at presse ca. 450.000 tons rapsfrø og en raffineret olieproduktion på ca. 160.000 tons.

Samtidig bliver den forretningsmodel, DLG har udviklet i sit danske grovvareselskab, rullet ud i resten af koncernen. En ny organisering skal eksekvere klare synergier på tværs af koncernen og ventes at bidrage med betydelige omkostningsreduktioner.

”Den forretningsmodel, vi har udviklet i Danmark, forventer vi i 2016 at rulle ud i vore tyske og svenske datterselskaber med et samlet mål om at reducere omkostningerne med mindst 120 mio. kr. over de næste to år. Hertil kommer, at DLG har ændret sin organisation for at sikre fuld eksekvering af alle synergier indenfor drift, indkøb, R&D samt investeringer,” siger Ole Christensen.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Ole Christensen, Group COO, DLG-koncernen: +45 4015 4841; och@dlg.dk