DLG

DLG sælger andel i GASA Nord Grønt I/S til producenterne

Nyhed   •   Jan 29, 2016 08:03 CET

DLG sælger sin 50 pct. andel i GASA Nord Grønt I/S til medejer GASA Nord Grønt a.m.b.a. Dermed er det førende afsætningsselskab for dansk frugt og grønt 100 pct. producentejet.

DLG-koncernen har i fuld enighed med GASA Nord Grønt a.m.b.a. (GNG a.m.b.a.) besluttet at stoppe som medejer i GASA Nord Grønt I/S (GNG I/S) efter 15 års samarbejde. Med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2016 overtager GNG a.m.b.a. dermed det fulde ejerskab af GNG I/S.

Frasalget sker efter ønske fra både GNG’s andelshavere og fra DLG-koncernen, der er i gang med at eksekvere en strategi, der skal fokusere på kerneforretningerne Grovvarer, Vitaminer & Mineraler samt Service & Energi.

”I DLG er vi stolte af at have medvirket til at udvikle produktion og salg af dansk frugt og grønt, og vi har været glade for samarbejdet med GNG a.m.b.a. Men vi ønsker at fokusere på vores kerneforretning, og ligesom vi solgte Samsø Syltefabrik og European Freeze Dry, afhænder vi nu vores andel i GNG,” siger Johanne Rønnow Olsen, underdirektør i DLG og ansvarlig for DLG Food.

I GNG a.m.b.a. har bestyrelsen samtidig haft et ønske om en ejerstruktur, der i endnu højere grad har fokus på medlemmerne og deres produktioner samt afsætning. Aftalen om at stoppe samarbejdet kommer derfor på det helt rigtige tidspunkt.

”GNG har 65 pct. af markedet for dansk produceret frugt og grønt og er fortsat en solid virksomhed med en tilsvarende god og stabil økonomi. Bestyrelsen i GNG a.m.b.a. mener, at det vil styrke os som salgsorganisation, at vi fremadrettet bliver ejet 100 pct. af dem, der har produktion og salg af frugt og grønt som deres absolutte kerneforretning. De er de optimale ejere af GNG og vil kunne udvikle virksomheden endnu bedre end tilfældet er med den nuværende konstruktion,” siger Allan Rømer, adm. direktør i GNG.

Fremadrettet vil det være GNG a.m.b.a., der har relationen til kunderne, idet GNG I/S bliver nedlagt. Hverken kunder eller medarbejdere vil i øvrigt mærke nogen forskel.

Om DLG og GASA Nord Grønt
DLG-koncernen er Danmarks største og én af Europas førende grovvarekoncerner. Selskabet ejes af danske landmænd og omsatte i 2014 for 59,2 mia. kr., heraf ca. 60 pct. i Tyskland. Læs mere om DLG-koncernen her: http://group.dlg.dk/da/om-os/

GASA Nord Grønt er Danmarks førende udbyder af dansk produceret frugt og grønt. Selskabet har 80 producenter tilknyttet, som dagligt leverer friske produkter til detailhandlen og foodservice i hele landet. Læs mere om selskabet her: http://www.gng.dk/om-gng/generelt/

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Johanne Rønnow Olsen, underdirektør i DLG: +45 3059 6809; jno@dlg.dk
Allan Rømer, adm. direktør, GASA Nord Grønt: +45 8930 1550; romer@gng.dk