Norddjurs Kommune

Erhvervsudvalget til dialogmøde

Nyhed   •   Maj 04, 2016 14:57 CEST

Onsdag den 20. april var Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg på besøg hos virksomheden VAM A/S.

Entreprenørvirksomheden har godt 120 ansatte og med hovedsæde beliggende i Vester Alling. Besøget er et led i en række virksomhedsbesøg for erhvervsudvalget blandt kommunens virksomheder.

På mødet introducerede direktør Benny Kristensen erhvervsudvalget for virksomhedens historie og udvikling. Han fortalte, hvordan der i virksomheden bliver lagt stor vægt på medarbejdernes rolle i udviklingen af virksomheden. Eksempelvis via en etableret idébank eller opkvalificering af medarbejdernes kompetencer. Dette fokus har blandt andet resulteret i, at VAM A/S 2014 vandt prisen som årets arbejdsplads i Danmark af 3F.

”I VAM A/S er det vores medarbejdere, der er vores vigtigste aktiv. De møder vores kunder og i forlængelse heraf også de berørte borgere i deres arbejde. De er nøglen til virksomhedens udvikling og de gode resultater, der er blevet skabt,” udtaler Benny Kristensen.

Dialog og rundvisning

Efterfølgende fik erhvervsudvalget mulighed for at stille spørgsmål til virksomhedens arbejde med strategiudvikling og innovation, inden dialogmødet blev afsluttet med en rundvisning i de nyrenoverede bygninger i Vester Alling.

”VAM A/S er en mønstervirksomhed, som vi kan være stolte af her i Norddjurs Kommune. De har kombineret et fokus på medarbejderudvikling og flotte resultater. De er en stærk ambassadør for et erhvervsliv i Norddjurs Kommune, der er både dygtigt og innovativt,” fortæller borgmester og formand for erhvervsudvalget, Jan Petersen.

For Benny Kristensen var besøget ikke bare en god lejlighed til at fortælle om visionerne og strategien for VAM A/S men også en lejlighed til at møde lokalpolitikere til en snak omkring emner som fremtidens arbejdskraft og fokus på de faglige uddannelser.
”Det er naturligvis positivt, at lokalpolitikere kommer og besøger virksomheder. Det giver en styrket dialog omkring muligheder og udfordringer, der venter fremtidens erhvervsliv i Norddjurs Kommune,” afslutter direktøren for VAM A/S.

Næste virksomhedsbesøg for erhvervsudvalget bliver hos virksomheden International Furniture A/S beliggende i Ørum.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Henrik Boldsen, erhvervskonsulent, Norddjurs Kommune
hgb@norddjurs.dk
Tlf. 21 26 28 04