Høreshoppen Japebo.dk

Få et høreapparat og undgå depression

Nyhed   •   Jul 01, 2013 10:32 CEST

Ældre med høretab har en større risiko for at blive syge, komme til skade, blive indlagt og få en depression end mennesker med normal hørelse.

I et nyt studie har forskerne i fire år fulgt 1.100 mænd og kvinder med dårlig hørelse. De var alle 70 år eller ældre.

I løbet af de fire år havde deltagerne 32% større risiko for at blive indlagt sammenlignet med 500 ældre med normal hørelse.

De dårligt hørende havde også 36% større risiko for langvarige sygdomsperioder på 10 dage eller mere enten på grund af sygdom eller tilskadekomst. De havde desuden 57% større risiko for at blive stressede, få en depression eller generelt dårligt humør, viser studiet, som er offentliggjort i Journal of American Medical Association.

Høreapparater er vigtige

“Høretab kan have en dybt skadelig virkning på ældres fysiske og mentale velvære,” siger ørelæge dr. Frank Lin, der er professor ved Johns Hopkins University School of Medicine.

“Vores resultater understreger, hvorfor høretab ikke bør betragtes som en ligegyldig del af aldring, men er et vigtigt element i den offentlige sundhed,” siger Frank Lin.

Han mener, at alle, der lider af høretab, bør udstyres med høreapparater, så de undgår social isolation og dermed fysisk og mental svækkelse.

Undersøgelsen viser ikke, om det at være hørehæmmet direkte fører til andre sundhedsproblemer, men den viser en sammenhæng.

Fakta om høretab

Det skønnes, at 500.000 danskere har varigt nedsat hørelse. Det dækker alt fra lette til svære høretab.

Der udleveres hvert år omkring 100.000 høreapparater. Og der udføres ca. 3.000 høreforbedrende operationer herhjemme.