DLG

God efterbetaling på kartofler

Nyhed   •   Aug 22, 2012 08:47 CEST

Danespo A/S er i disse dage ved at lave status og sørge for, at producenterne får deres efterbetaling, der er god set i lyset af den afsluttede sæson.

Dyrkningsåret 2011/2012 blev - set med kartoffeløjne - præget af den manglende balance mellem udbud og efterspørgsel.

- Udbuddet har været markant større end efterspørgslen, og priserne på især spisekartofler har været helt håbløse, siger Steen Bitsch, der er adm. direktør i Danespo. Under de konditioner er han derfor tilfreds med at kunne løfte sløret for de samlede afregninger til producenterne.

- Vi udbetaler i år 160 kr. pr. hkg leveret. Vi har valgt at konsolidere lidt mindre ind i virksomheden end sidste år, så producenterne får en fornuftig betaling trods et år med for lille efterspørgsel, tilføjer Steen Bitsch. Sidste år var udbetalingen 175 kr. pr. hkg.

Markedet har rettet sig
Kartoffelbranchen har for tiden svært ved at matche prisudviklingen på de øvrige landbrugsafgrøder, men kombinationen af nye sorter og et anderledes marked spreder optimisme.

- Vi har et par nye sorter, der er meget interessante, herunder en pommes frites-sort, der er efterspurgt i store del af Europa. Det kræver avlere af læggekartofler af sorten. Desuden ser vi, at der nu tegner sig et meget bedre match mellem udbud og efterspørgsel på spisekartofler - og dermed også læggekartofler, idet 40.000 ha er taget ud af drift i EU. Så fremtidsudsigterne er helt klart mere lyse, siger Steen Bitsch.