DSB

Harrys, Bahnsens og DSB's veje skilles fra årsskiftet efter 11 års trofast makkerskab

Nyhed   •   Nov 22, 2011 17:31 CET

Alt har en ende. Også selvom man er en charmerende, lilla, ulden dukke – med hang til biler – der både har vundet danskernes hjerter og en lang række reklamepriser. DSB har valgt at sende Harry på pension, og har fra 31. december i år også opsagt samarbejdet med Harrys tro kollega Bahnsen, bedre kendt som Søren Pilmark.

»Det har været en svær beslutning. Vi ved, at Harry er elsket af mange, men med DSB's økonomi og med det perspektiv, at DSB i dag er et andet sted end for 11 år siden, er vi kommet frem til, at det er nødvendigt at sige farvel til Harry. DSB kan bruge pengene på markedsføring klogere, bedre og mere tidssvarende med andre kampagner,« forklarer marketingsdirektør i DSB, Steen Sørensen Koch.

Nye reklamemedier
»Da DSB for 11 år siden introducerede Harry og Bahnsen, var det for at gøre op med etat-imaget. Vi ville tættere på folket, og det er lykkedes, må man sige. Harry og Bahnsen blev udviklet i en tid, hvor tv-mediet var det bedste reklamemedie. Nu er tiden en anden, og der er langt flere platforme og muligheder for DSB at markedsføre sig på,« forklarer Steen Sørensen Koch.

Han fortæller, at tanken oprindeligt var, at Harry højst skulle 'leve' et par år. Men den lilla dukke blev et kært folkeeje, og det har derfor været svært for DSB at lukke et kapitel og begynde på et nyt.

Født i Svendborg
Harry blev født i Svendborg i 1999. De to idemænd fra Bates Y&R, Jacob Blom og Ib Borup, var draget til et sommerhus i den fynske by for at idéudvikle på et kampagneoplæg fra DSB's daværende marketingschef Christian Bjerring.

DSB ville gerne favne alle, være mere folkelige og mindre etat. I bestillingen til Bates stod der også, at kampagnen skulle være "talk of the town". Det var i første omgang meningen, at Harry skulle have været en rigtig levende skuespiller, men i Svendborg kom Ib Borup forbi en legetøjsbutik og fik øje på, ifølge ham selv, »en åndssvag gul struds af den slags, man kan styre med snore«.

Navnet Harry fik han efter den nu afdøde redaktør af FDM's motorbrevkasse Harry Motor. Det var Søs Egelind, der gav ham liv i form af stemme, og Søren Pilmark har undervejs - udover at være Harrys trofaste ven - også bidraget til at udvikle konceptet.

»Vi har haft stor succes med Harry-universet, men nu er Harry rykket for langt væk fra kunderne og den virkelighed, de befinder sig i,« siger Steen Sørensen Koch, der forklarer, at det stadig er for tidligt at afsløre, hvad der skal afløse den lilla dukke.

Det vil stadig være muligt at finde Harry på skærmen lidt endnu, da der er planlagt kampagner med ham indtil årsskiftet. Men der vil ikke blive produceret flere film, ligesom Harry ikke længere stiller op i forbindelse med events og kampagner.

Der er mulighed for at sige farvel til Harry i forbindelse med Københavns Hovedbanegårds 100 års fødselsdag, der bliver fejret den 3. og 4. december.

Du kan se Harry og Bahnsens reklamefilm her


Fakta om Harry
Harry optrådte første gang på skærmen i 2000 og har medvirket ialt 90 reklamefilm.

Han har modtaget i alt 55 reklamepriser .
Den Glade Seer: 50.
Advertising Effectiveness Award: 2.
Arnold: 1.
True Award: 2.