Danmarks Cykle Union

Hattrick: Dansk VM-guld i parløb

Nyhed   •   Aug 28, 2017 10:21 CEST

Julius Johansen og Mathias Larsen satte en tyk streg under den danske dominans ved herrejuniorernes VM på banen i Montichiari, da de vandt pardisciplinen Madison og sikrede den tredje guldmedalje til Danmark.

Madison-løbet over 30 kilometer - i alt 120 omgange - havde 12 indlagte spurter undervejs. Johansen og Larsen formåede som det eneste af de 16 par at hente en omgang, og da de kørte yderligere 23 point ind i spurterne, gav det en samlet pointhøst på 43 - hvilket var hele 18 point mere end sølvvinderne fra Rusland og 20 mere end australierne på tredjepladsen.

Selvom der er tale om unge ryttere, er de tre guldmedaljer og sølvmedaljen i holdløbet med til at øge troen på dansk succes ved OL i 2020, hvor Madison i øvrigt igen er på det olympiske program - men indtil da kan dansk cykling glæde sig over en helt fantastisk talentmasse og en fabelagtig medaljehøst ved VM.