Beredskabsforbundet

Hvem fortjener frivilligprisen i 2018?

Nyhed   •   Jan 03, 2018 13:18 CET

Hvem har i år gjort en ydet en særlig indsats og skabt positiv opmærksomhed omkring de frivilliges rolle i et samfund, der udfordres af brande, oversvømmelser og andre forhold? Sidste frist for indstillinger er 29. januar

I år fik de frivillige ved Beredskabsstyrelsen i Hedehusene Årets Frivilligpris til redningsberedskabet for deres over 140 indsatser i 2016 bl.a. i forbindelse med storme og oversvømmelser. Og året før fik forbundets viceregionsleder i Region Midtjylland Jan Vestentoft prisen for hans allestedsværende indsats som frivillig i Holstebro Brand & Redning.

Når Årets Frivilligpris til redningsberedskabet igen skal uddeles af forsvarsministeren i marts-april til næste år, er det 15. gang. Spørgsmålet er bare: Hvem har i 2017 gjort sig fortjent til den?

Der kan tildeles priser til en frivillig og en gruppe af frivillige indenfor det kommunale eller statslige redningsberedskab, der har ydet en helt særlig indsats, enten i forbindelse med afgrænsede hændelser eller som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for generelt at skabe opmærksomhed omkring anvendelse af frivillige i redningsberedskabet.

Prismodtagerne skal desuden også gerne fremstå som gode og forbilledlige eksempler på frivillige og dermed kunne udgøre en inspiration for andre.

Sidste frist 29. januar kl. 12

Har du et forslag, så skynd dig at udfylde og indsende en indstilling til Beredskabsforbundet. Sidste frist for indstillinger er rykket til den 29. januar.

Du kan finde indstillingsblanketten her på forbundets hjemmeside beredskab.dk under menupunktet For frivillige (https://beredskab.dk/frivillig/aarets-frivilligpris/). Print den ud, udfyld den og send den afsted. Jo før, jo bedre.

___

FAKTA Årets Frivilligpris blev første gang uddelt i 2004 (for 2003). Der er tale om to priser. I de første mange år blev de kaldt henholdsvis Årets Frivillig og Årets Frivilligberedskab. Men siden 2014 har de heddet Årets frivilligpris til redningsberedskabet og Årets frivilligpris til Hjemmeværnet.