Designskolen Kolding

Kom indenfor!

Nyhed   •   Jan 29, 2016 14:19 CET

Når Designskolen Kolding holder åbent hus den 25. februar er det for alle - også for almindelige borgere

Hvad sker der indenfor i den gamle fabriksbygning, som nu huser flere hundrede unge designstuderende?

Det har mange sikkert tænkt, når de har passeret de tidligere Fabrikslokaler for Nordisk Solar på Ågade i Kolding.

Derfor har Designskolen Kolding besluttet at åbne op - ikke alene for potentielle kommende studerende - men også for almindelige borgere til det årlige arrangement Åbent Hus, som finder sted den sidste torsdag i februar.

I tidsrummet kl. 12-19 vil Designskolen Kolding summe af aktiviteter. Et hold studerende guider dagen igennem besøgende rundt på skolen.

I kantinen bliver der mulighed for at udfolde sig kreativt i et tegneværksted og her for sjov prøve af, om man er én af dem, der måske har et uopdaget talent og burde søge ind på Designskolen. Knap en ud af 10-12 ansøgere slipper igennem nåleøjet og en optagelsesprøve, der blandt andet skal vise evnen til at kommunikere visuelt.

Med en række små særudstillinger bliver der også mulighed for at nærstudere forskellige studieprojekter, bl.a. udstiller et hold studerende resultatet af samarbejdet med TREFOR om udvikling af flere, nye prototyper af energiselskabets batteridrevne køretøj, Tripl.

Der bliver også mulighed for at se nogle af de studerende over skulderen, imens de arbejder på at fremstille prototyper i skolens værksted for industrielt design.

Hvad er accessory?

Designskolens seneste skud på stammen hedder accessery-design, og mange har måske undret sig over, hvad det dækker over?

Det bliver der også mulighed for at blive klogere på, når faglærerne dagen igennem afholder oplæg om indholdet i skolens studieretninger indenfor kommunikation, mode, tekstil, industri og som nævnt accessory. Nuværende og tidligere studerende vil fortælle om studiemiljøet på skolen og hvilke karrieremuligheder, der åbner sig den dag, man står med et eksamensbevis og en kandidattitel i design.

Til overkommelige priser vil Designskolens kantine friste med masser af økologiske salater, sandwich, lune retter, kager m.m. tilberedt under ledelse af husets nye mesterkok, Kristian Beck Jensen, som tidligere har kokereret i gourmetrestauranter både i Paris og i det sydfynske på Falsled Kro.

Alle er velkommen til at kigge ind!