Norddjurs Kommune

Kommunen har stor succes med vægttab

Nyhed   •   Maj 10, 2016 15:34 CEST

Der er mange overvægtige i Norddjurs Kommune. Derfor har Sundhedsskolen taget kampen op mod de mange kilo og søsat et nyt tilbud til voksne, der gerne vil tabe sig.

Tilbuddet startede op i februar 2015, og i det første år er 136 voksne med overvægt startet i et forløb med gode resultater.

På Sundhedsskolen i Norddjurs Kommune kan borgere gratis tilmelde sig et vægttabsforløb. Forløbet kræver en lægehenvisning og starter med en opstartssamtale, hvor man bliver målt, vejet og spurgt ind til nuværende kost- og motionsvaner. Herefter udarbejdes en skræddersyet individuel plan for, hvordan borgeren kan tabe sig. Hver 6.-8. uge følges personen op med samtaler. Forløbet kan strække sig over 1-3 år afhængig af graden af overvægt, og hvor hurtigt vægttabet går. Borgeren tilbydes derudover selvtræning med instruktion af en fysioterapeut de første otte uger.

Med opstart af tilbuddet i februar 2015 og 136 personer, der har taget imod det, viser de første tendenser sig nu. 83 % har tabt sig blandt de borgere, der stadig er i forløbet. Blandt de borgere, der har afsluttet deres forløb før tid, har 70 % tabt sig.

Tilbuddet er inspireret af Holbæk-modellen, som er udviklet til svært overvægtige børn og unge af Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Børneafdelingen på Holbæk Sygehus og overlæge Jens-Christian Holm, der også er kendt fra DR1-programmet "Generation XL".
Holbæk-modellen er den behandlingsmodel, der indtil i dag har vist størst succes. Resultaterne viser, at syv ud af ti børn taber sig ved hjælp af modellen.

”Overvægt er et stort problem i sig selv, men der er også en tæt sammenhæng mellem overvægt og udvikling af sygdomme, og det vil vi gerne være med til at ændre. Norddjurs Kommune er pionerer på området og én af de første kommuner, der har lanceret et tilbud baseret på Holbæk-modellen til voksne med overvægt”, siger Lars Møller, formand for voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune.

Fakta om overvægt

  • Moderat overvægt defineres som BMI (body mass index) på 25 eller derover (kg/højden2). Svær overvægt defineres som BMI på 30 eller derover.
  • I Norddjurs Kommune er 38 % af voksne borgere overvægtige, og 20 % er svært overvægtige.
  • Sammenlignet med hele befolkningen er der signifikant flere svært overvægtige i Norddjurs Kommune.
  • 58 % af de svært overvægtige voksne i Norddjurs Kommune ønsker at tabe sig, mens dette tal er 19 % for de moderat overvægtige.
  • Der er en markant større andel af mænd end kvinder, der er moderat overvægtige. Andelen af svært overvægtige er den samme for mænd og kvinder.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Malene Bach, sundhedsfaglig konsulent, tlf. 21 59 64 25
Heidi Rosgaard, sundhedsfaglig konsulent, tlf. 29 24 41 67
Dorthe Bligaard, afdelingsleder, tlf. 23 22 72 91