DLG

Kornhøsten er i fuld gang

Nyhed   •   Aug 07, 2015 11:56 CEST

”I DLG, hvor vi forventer at modtage næsten halvdelen af den indleverede danske kornhøst, kan vi se, at de mest sydlige egne er kommet længst, men at det nordlige Jylland nu også begynder at have afgrøder, der er klar," siger Mogens Frederiksen, der er direktør med ansvar for kornområdet i DLG. Han vurderer således, at kornhøsten er i fuld gang.

Kornhøsten i år er nok to til tre uger senere end sidste år, fordi foråret og første del af sommeren har været en tand køligere end i 2014. Afgrøderne står nu rigtig godt efter en vækstsæson, som planterne har draget fordel af.

”Udbytterne i vinterbyggen, der næsten er i hus på landsplan, ser pæne ud, og i nogle landsdele ligger den 5-10% over normalen," siger Mogens Frederiksen, der også kan fortælle, at høsten af vinterhvede og vinterraps nu er gået i gang en del steder.

”Grundlæggende ser afgrøderne på markerne meget fine ud, idet vækstbetingelserne har været gode, og det bliver spændende at se, hvordan afgrøderne reagerer på den manglende varme," siger direktøren.

Høstbarometer
DLG har i år udviklet et høstbarometer, der giver en indikation af, hvor langt landbruget er med høstarbejdet. DLG modtager næsten halvdelen af det indleverede korn og raps i Danmark, og de indvejede afgrøder kan derfor bruges som indikator for, hvor langt de danske landmænd er i arbejdet med at få høsten i hus.

Pr. 7. august er barometret på 9%.

Høstbarometret bliver ajourført minimum én gang om ugen. Find DLG's Høstbarometer


Om DLG
DLG er Danmarks største grovvareselskab med en omsætning på over 59 mia. kr. og modtager tæt på halvdelen af det indleverede korn og raps i Danmark. DLG, der er ejet af landmænd, har 125 afdelinger, hvor landmændene kan levere høstet korn og raps.


Yderligere oplysninger:
Mogens Frederiksen, direktør med ansvar for kornområdet i DLG, mobil 4011 9400.