Biltorvet

Leasingtrend betyder mangel på brugte biler

Nyhed   •   Maj 02, 2016 13:59 CEST

Nye tal for bilsalget viser, at der i april blev solgt 19.896 personbiler, hvilket er en stigning på knap 17 procent i forhold til samme måned sidste år. Indtil nu ligger dettes års bilsalg dermed knap 8 procent over sidste års rekordsalg. Den helt store trend i bilsalget er fortsat leasing, som i år udgør knap 40 procent af det samlede salg. De fordelagtige leasingkontrakter giver flere danskere mulighed for at køre i helt nye biler, men det er dog en hage for dem, som drømmer om at købe en større brugt bil.

”Det er nu 6. år i træk, at bilsalget ligger på et rekordhøjt niveau, og den helt store drivkraft er leasing. Sammenlignet med 2012 er leasingandelen steget med 12 procentpoint. Mange forbrugere er glade for leasingaftalerne, da de oftest er billige og nemme at komme ud af. Men leasingtrenden har en dog hage, som mange forbrugere ikke er opmærksomme på. Mange af leasingbilerne, der kommer tilbage fra leasingaftalerne, eksporteres ud af landet i stedet for at blive solgt inden for landets grænser. Og det betyder, at de biler, som mange gerne vil købe som brugte, ikke findes på brugtvognsmarkedet. Det er virkeligt et problem, som vores medlemmer kæmper med”, siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup, og fortsætter:

”Mange leasingselskaber eksporterer bilerne ud af landet, fordi fortjenesten er højere i udlandet sammenlignet med det danske marked”.

Claus Nyboe, adm. direktør i Biltorvet.dk, som er landets største bilportal for nyere brugte biler, kan godt nikke genkendende til tendensen med at eksportere brugte leasingbiler:

”Nyere brugte biler fra C- og D-segmentet eksporteres i langt højere grad end nyere brugte biler i de øvrige segmenter. Nøjagtigt hvor mange af de nyere biler fra C- og D-segmentet, der eksporteres, er ganske svært at sige, men det ligger formentlig på omkring 10 procent, og det ser ud til, at det er stigende i omfang”, siger Claus Nyboe, og tilføjer:

”Leasing af C- og D-segmentet er også blevet meget populært, faktisk så populært, at over halvdelen af de nyregistrerede biler i disse segmenter er privat- eller erhvervsleaset i første kvartal af 2016.

Sammenlignet med andre segmenter, er leasingandelen af C- og D-segmentet dobbelt så stor"