Liberal Alliance Århus

Liberal Alliance sætter navn på spidskandidater - torsdag 23. september

Nyhed   •   Sep 19, 2010 15:00 CEST

Liberal Alliance er på bare et halvt år gået fra nul procent i meningsmålingerne til en opbakning fra gode borgerlige danskere, der svarer til hele 10 mandater i Folketinget.

Se annonce: http://www.liberalalliance.dk/tusind_tak.pdf

I stedet for at tackle de store udfordringer, vi står overfor, køres der ‘vent og se’-politik overalt. Men hvad er det, vi venter på? Den offentlige sektor har aldrig været større (og den fortsætter med at vokse). Skattetrykket er det højeste i verden. Vores konkurrenceevne styrtdykker. Arbejdsløsheden stiger. Folkeskolen falder fra hinanden. Der er ventelister på hospitalerne.

Enhver kan da se, at vi må gøre noget. Og opskriften er enkel: Hvis vi skal have vækst og nye arbejdspladser, må skatten ned. Hvis vi skal have mere ud af skattekronerne, må vi effektivisere den offentlige sektor. Og hvis vi vil være frie mennesker, må vi tage større ansvar for vores eget liv.

På torsdag præsenterer vi 9 spidskandidater. Vi har de sidste mange måneder ledt med lys og lygte efter kandidater til Folketinget med de rette egenskaber til at sætte en sådan dagsorden.

Borgere med integritet og mod til at gennemføre vanskelige reformer. Med dyb indsigt i samfund og økonomi. Folk med klare liberale værdier, der ikke ønsker at blive ‘levebrødspolitikere’, men som gerne vil tage en tørn for at være med til at skabe et bedre Danmark.

Jeg er stolt af at kunne meddele, at vi nu har udvalgt 9 spidskandidater, som stiller op for Liberal Alliance, når valget kommer. Og som man vil se, når vi præsenterer dem på torsdag, er der tale om folk af en helt anderledes støbning og tyngde, end den man er vant til at se på Christiansborg.

Men sådan må det jo nødvendigvis også være, hvis man har som ambition at genindføre fornuften i dansk politik og sikre et samfund, der er baseret på respekten for den gode indsats og friheden til at leve livet, som man vil. Giv os (mindst) 10 mandater. Så genindfører vi fornuften i dansk politik.