Albertslund Kommune

Løbeskole for begyndere - kom igang med at løbe

Nyhed   •   Mar 23, 2012 12:00 CET

Albertslund Løbe Og Triathlonklub (ALOT) følger op på kommunens sundhedssatsninger, og opstarter den 11.april et stort løbeprojekt, hvor op til 50 Albertslundere får muligheden for at lære at løbe 5 km.

Albertslund Kommunens idræts- og fritidskonsulent Morten Michaelsen siger om det nye projekt: ”Det er et fremragende initiativ fra ALOT’s side, der fortjener alt den støtte vi kan give”

Mange mennesker kender det, vi vil så gerne i gang med at motionere, men vi ved ikke helt hvordan det skal gribes an, så prøver vi os frem på egen hånd, og for manges vedkommende er det en svær udfordring, der alt for mange gange ender med at man stopper sit løbeprojekt igen.

”Vi vil gerne give så mange Albertslundere som muligt chancen for at blive glade sunde motionsløbere, ligesom os selv, og vi vil hjælpe dem med at blive ved med at løbe” siger ALOT’s formand Åge Møller.

ALOT satser stort på projektet der involverer 8 trænere, der på skift skal coache og vejlede de nye løbere på vej mod målet, der er deltagelse i Mini Strandparkløbet på 5 km den 4.juli 2012 i Amager Strandpark. Det grundlæggende i det nye projekt er, at deltagerne vil blive grundigt informeret om hvad de skal forvente af sig selv. Ofte kuldsejler manges løbeplaner ved, at der stilles store håb og forventninger til hvad der kan gøres på kort tid, og hvis forhåbningerne er større end det der kan lade sig gøre, så mister mange modet og stopper. Derfor vil et af de vigtige emner være, at hjælpe deltagerne med at stille realistiske mål for hele forløbet., samt at skabe et løbefællesskab mellem de nye løbere, hvor de kan støtte hinanden i hele vejen.

Det nye 5 km projekt i ALOT lægger også vægt på løbeglæden. Deltagerne skal følge en træningsplan der giver dem en god blød start på deres nye liv som løber, og samtidig træner dem op til at kunne løbe 5 km. Der vil være fælles træninger med alle deltagere hver onsdag og søndag, og der ud over er det meningen at deltagerne kan løbe én gang mere i løbet af ugen der hjemme. Hvis man løber 3 gange om ugen, så vil der ret hurtigt være store synlige fremgange. Hver træning varer en ½ time, hvor det i starten ikke er så meget løb, men løb blandet med gang og andre øvelser, og mod projektets slutning vil løbet komme til at fylde mere og mere, indtil den store dag, hvor de 5 km skal løbes.

Der er sat en deltagerbegrænsning på 50 personer, for at alle der deltager får den bedst mulige oplevelse ud af træningen. Målet er at så mange som muligt ender med at deltage i det afsluttende 5 km løb, og gennemfører. Tiden de gennemfører i er uden betydning, det vigtige er at de gennemfører. Man kan tilmelde sig det nye opstarthold på ALOT’s hjemmeside www.alot.nu, hvor man kan følge vejledningen der ligger der inde. Alle kan deltage uanset om de har løbet før, eller er helt nye løbere. I starten vil det meste af træningen foregå på Albertslund Stadion, og langsomt vil de nye løbere bevæge sig ud på stierne omkring Stadion og i Vestskoven. Der vil ikke være nogen krav til løbetempo, men man kan løbe i det tempo der nu passer til den enkelte.

Alle deltagere får ud over træningen og et års medlemskab af ALOT, en lækker løbe T-shirt der kun gives til 5 km løberne, samt deltagergebyret på det afsluttende 5 km løb, der er en stor begivenhed i Strandparken hvert år. Det koster ikke mere end det almindelige kontingent til ALOT der er 400 kr. så man får faktisk hele pakken ud over årsmedlemskabet gratis.