Den Blå Planet

Mandags Jazz på Den Blå Planet

Nyhed   •   Feb 01, 2016 16:00 CET

Den Blå Planet åbner i 2016 jazz-sluserne på Blå Mandage. Fordelt på tretten mandage vil en stime af 35 jazzmusikere fra den danske jazzelite sætte hinanden stævne. Jazzmusikkens dybe vande tilføres nye friske strømninger, og resultatet er dugfrisk, storswingende akustisk, håndspillet jazzmusik. Her vil de lade sig inspirere af Den Blå Planets bølgende former, blide klange og glimtende toner i grønt og blåt og skabe nye fortolkninger af jazzens store sangbog.

Danish Jazz Award, Ben Webster Prisen, JASA Prisen, Bent Jædig Prisen og Palæ Bar Prisen er blot nogle af de utallige anerkendelser, som er repræsenteret blandt musikerne. Koncerterne vil trække på en af jazzmusikkens ældste måder at udvikle og forny sig: Det skabende møde mellem ung og gammel, når helt unge talenter udfordrer de erfarne jazzmusikere. Børn og børnebørn af efterkrigstidens toneangivende danske jazzmusikere som Erik Moseholm, Fritz von Bülow og Bent Haastrup spiller med sprællevende jazzikoner som basunisten Ole ”Fessor” Lindgren og klarinettisten Jørgen Svare.

Den 15. februar 2016 klokken 19:00-20:00 møder 59-årigt jazzikon et 17-årigt supertalent til vinterjazz på Den Blå Planet. Kjeld Lauritsen er med sit varme signaturspil på hammondorgel og sin 60 års fødselsdag lige om hjørnet en af de rigtig store fisk i dansk jazz. Kjeld Lauritsen musik spænder fra lige det swingende til det funkede med udflugter til moderne og cabaretagtig jazz. Kjeld har taget de bedste numre fra et langt musikerliv og skaber med denne koncert et generationsmøde med Jacob Artved på guitar. Trioen fuldendes af trommeslageren Esben Laub von Lillienskjold, der garanterer, at musikken swinger fra først til sidst.

Koncerten vil foregå i Spisestedet ØST og er gratis, når indgangen er betalt. Har du årskort, kan du tage en ven med gratis.

Se listen over alle koncerter og medvirkende musikere i aktivitetskalenderen på www.denblaaplanet.dk. Kalenderen opdateres løbende.