TV 2 DANMARK

Når jinglen bare spiller

Nyhed   •   Feb 04, 2016 13:20 CET

Steffen Breum (t.v.) og Thomas Bertelsen har skabt musikken og identerne til TV 2 Nyhederne og NEWS. (Foto: Jon Bjarni Hjartarson / TV 2)

Steffen Breum er manden bag TV 2 Nyhedernes og NEWS’ nye jingler. Sammen med Thomas Bertelsen vandt han TV 2s pitch-runde, som gik ud på at komponere den nye musik og jingler til TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS. Musikken spiller tæt sammen med det nye grafiske design og de såkaldte identer, der er udviklet til begge kanalers nyhedsudsendelser.

De nye jingles gik i luften midt i januar på TV 2 Nyhederne og 31. januar på TV 2 NEWS.

- Jinglen er egentlig lidt genreløs, fordi du ikke kun plukker fra én genre, men fra mange. Alligevel kan du ikke bare vælge frit, fordi flere ting skal være helt ”stramme”. Da vi researchede, fandt vi ud af, at selve blikket på nyhedslyden er anderledes i f.eks. USA end i Skandinavien. Men selvom der internationalt er forskelle, så kan nyhedslydene det samme. Nemlig det her med på ganske få sekunder at klinge af noget seriøst og ikke være humoristisk, siger Steffen Breum, der er komponist og musikproducer.

Pitch-runde og blindtest
Første gennemlytning foregik som en blindtest, hvor NEWS’ og Nyhedernes ledelse ikke vidste, hvem der havde komponeret hvad. Feltet blev herefter snævret ind, og det endelige valg faldt på Breum og Bertelsen.

- Introen på vores nyheder er en vigtig del af den identitet, som udsendelsen har. Vi har i vores bedømmelse især lagt vægt på, at introen skulle have elementer af traditionel nyhedslyd, så man tydeligt forstår, at det er nyheder, man ser. Musikken måtte hverken være for dyster eller munter, men skulle finde en balance, som kan dække over historier fra både Danmark eller udlandet. Derudover lagde vi også vægt på, at jinglen gerne måtte være en smule melodisk, så den var nem at genkende. Alt i alt synes vi, at det er lykkedes rigtig godt, siger Christian Rohde, ledende produktionschef på TV 2.

Det endelige resultat er ikke bare to stykker musik, men op mod 20 musikelementer med hver sin funktion, som kan ændres med tempo eller i forhold til flowet i løbet af et nyhedsdøgn.

- Der er stor forskel på identerne til Nyhederne og til NEWS, ligesom der er stor forskel på, hvor tit de bliver spillet på kanalerne i løbet af et døgn. Nyhedernes lyd er storslået, pompøs, og episk. Musikken til NEWS er mere underspillet, men stadig raffineret i sin opbygning. Der er breaking-elementer i begge identer, og - som TV 2 også krævede - lyder de som to stykker musik fra samme plade, forklarer Steffen Breum.

På spørgsmålet om, hvad det betyder for Steffen Breum, at hans musik nu bliver spillet mange gange dagligt på to af landets største kanaler, svarer han:

- Jeg håber faktisk ikke, at seerne tænker for meget over det, for så er der noget galt. Det vigtigste er at ramme en lyd, som er letgenkendelig, men som samtidig ikke irriterer folk, siger Steffen Breum.