DLG

Nyt håb i kampen mod resisten bakterie i svin

Nyhed   •   Jun 03, 2013 10:40 CEST

Desinfektionsmidlet Stalosan F kan være det nye våben til at bekæmpe den resistente bakterie MRSA. Det viser en ny pilot-undersøgelse, som er gennemført af forskere ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Københavns Universitet i samarbejde med det DLG-ejede Stormøllen, som producerer Stalosan.

Stalosan®F - som bedst er kendt som desinfektionsmiddel, der bruges på bundlaget i stalde hos alle typer af husdyr, viser sig i en ny undersøgelse at kunne bekæmpe MRSA hos grise. Undersøgelsen blev gennemført af forskere under kontrollerede forhold tættest muligt på et almindeligt staldmiljø.

"Stalosan F og andre desinfektionsmidler har tidligere vist at være effektive mod MRSA i laboratoriet, men det banebrydende er, at det nu ser ud til, at Stalosan også vil kunne virke under nær-faktiske forhold i staldene ved at reducere mængden af MRSA i luften. Nu er det vigtigt at teste produktet i stalden for at se, om det kan anvendes til at reducere risikoen for overførsel til landmændene ", siger professor Luca Guardabassi Institut for Veterinær Sygdomsbiologi.

MRSA er en stafylokok-bakterie, som kan overføres mellem dyr og mennesker. Man kan sagtens bære bakterien uden at have infektion, men omvendt kan bakterien også give alvorlige sygdomme som knoglebetændelse og betændelse i hjerteklappen. Sammenlignet med mange andre lande har Danmark fortsat en lav forekomst af MRSA, men siden 2003 er der ifølge Statens Serum Institut sket en kraftig stigning i antallet af nye tilfælde af MRSA i Danmark, og i 2011 var der 1.293 tilfælde - det højeste antal i 25 år. Denne stigning skyldes især en ny type af MRSA (CC398), som primært findes i svin.

"Vi vil derfor snart undersøge nærmere, hvordan Stalosan F kan bruges i kampen mod MRSA i danske og internationale svinebesætninger. Det er vigtigt at bekæmpe MRSA, fordi vi producerer et stort antal svin i Danmark, og svin er primært bærer af CC398 MRSA-bakterien," siger Jan van Wyhe-Storgaard, der er faglig ansvarlig for Stalosan.