Designskolen Kolding

Nyt trip på TRIPL

Nyhed   •   Dec 21, 2015 10:28 CET

Studerende fra Designskolen Kolding har nytænkt TREFORs batteridrevne køretøj TRIPL og skabt en håndfuld nye prototyper.

Prototyperne er skabt i løbet af et seks ugers langt undervisningsforløb, der kickstartede i virksomheden TREFOR med en prøvetur på den originale TRIPL og oplysninger om dens teknik og funktion. 

I de efterfølgende uger kastede Designskolen Koldings studerende ud i udviklingen af nye modeller baseret på research af nye muligheder for anvendelse og ikke mindst afsøgning af mulige målgrupper. Til slut gik de studerende i værksted for at bygge fysiske modeller udfra en række fastlagte krav om mål og grad af detaljer.

TREFOR har fungeret som sparringspartner i hele undervisningsforløbet og gæstede derfor Designskolen Kolding, da de studerende omsider præsenterede deres imponerende resultater. 

Der var flere gode bud på helt nye muligheder for anvendelse. 

Én gruppe skabte  ”Trip” – et køretøj til bytransport og sightseeing.
En anden gruppe præsenterede ”Pit’n” – et rullende cykelværksted.

Hos TREFOR vakte forslagene begejstring.

- Det var meget stærkt, at der var tale om vidt forskellige anvendelsesmuligheder. De studerende har været gode til at transformere input fra kunder og omverden til nogle rigtig gode løsninger, siger Steen Meldgaard Laursen, Sales Director hos TREFOR.

Netop de studerendes evner til at tænke ud af boksen, gør udviklingsarbejdet til en stor gevinst for alle parter.

- De studerende udfordrer os med deres løsninger. Det giver stor værdi for TREFOR, og beviser styrken i et samarbejde mellem Designskolen Kolding og TREFOR, siger Henrik Ejsing Andreassen, chef for Forretningsudvikling hos TREFOR.