Kræftens Bekæmpelse

På to hjul mod kræft

Nyhed   •   Aug 14, 2015 16:13 CEST

Søndag 30. august sætter flere tusinde mennesker sig op på deres cykler og træder i pedalerne i Danmarks største velgørenheds-motionscykelløb, TrædTil Danmark. Cykelløbet køres samtidig i ti danske byer landet rundt, og du kan stadig nå at være med.Du kan vælge mellem ruter på 25, 60 og 110 km i velgørenhedscykelløbet TrædTil Danmark.

Det er fjerde gang, at Kræftens Bekæmpelse holder TrædTil Danmark, og hvert år er stadig flere byer kommet med. Ud over at give folk en god oplevelse, ønsker Kræftens Bekæmpelse at sætte spot på, at motion og sund livsstil kan forebygge hele fire ud af ti tilfælde af kræft.

En god oplevelse på cykel

Løbet gennemføres både af almindelige cykelentusiaster, men i høj grad også af mennesker, der har eller har haft kræft tæt inde på livet, fortæller Henrik Westerman, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

- Langt de fleste deltager, fordi de gerne vil støtte den gode sag. Det kan for eksempel være pårørende til kræftramte, men mange er også enten i behandling for kræft eller har afsluttet et behandlingsforløb. Og så er der i øvrigt mange gengangere, som har haft en god oplevelse et af de tidligere år og gerne vil gentage det, siger Henrik Westermann.

Ti byer er med

Cykelløbet finder sted i Hillerød, København, Køge, Nykøbing Sjælland, Odense, Hjørring, Herning, Skanderborg, Vejle og Sønderborg. Du kan deltage uanset, om du vil cykle 25, 60 eller 110 kilometer på landevejen. I flere af løbsbyerne er det også muligt at træde til på rigtige mountainbikeruter.

Omtrent halvdelen af billetprisen går til kampen mod kræft. Resten går til at dække omkostningerne ved at afholde løbet både for Kræftens Bekæmpelse og samarbejdspartnerne i de ti byer.

Mere information og tilmelding