FREJA Transport & Logistics A/S

Partnerskab mellem Struers og FREJA

Nyhed   •   Nov 07, 2016 07:30 CET

Med start i september 2016 og to år frem skal FREJA varetage alle import- og eksportsendinger for Struers A/S med option på yderligere ét år.

Stiftet i 1875 er Struers A/S en af verdens førende producenter af udstyr, hjælpematerialer og tjenester til materialografisk overfladeforberedelse samt analyse af faste materialer. Kerneforretningen er udvikling, produktion og levering af materialografisk præparationsløsninger. Struers A/S har en markedsandel på over 40 % på verdensplan og er et førsteklasses eksempel på dansk innovation, pionerånd og kvalitet.

Struers A/S søgte i foråret 2016 en samarbejdspartner i forbindelse med deres landevejstransporter i hele Europa og Norden, import og eksport, cross trade i Europa samt national distribution. Struers’ sendinger består primært af stykgods, hvilket er helt i tråd med FREJAs strategi og ambitioner om at vækste markant i dette segment.

Grundigt forarbejde skabte grobund for samarbejde

FREJA og Struers A/S har ikke tidligere indgået samarbejde men har haft en løbende dialog. Da dialogen omkring et fremtidigt samarbejde blev konkretiseret, skulle det indgående kendskab til hinandens selskaber etableres og afprøves, og derigennem blev alle sten vendt, således der i dag foreligger et gennemarbejdet grundlag for det kommende partnerskab.

Karsten Kjeldsen, Order Desk and Shipping Manager hos Struers A/S udtaler, at han som udgangspunkt havde anset FREJA for at være gode kun på Norden. FREJA fik dog chancen for at bevise, at de også kunne resten af Europa i et gennemarbejdet tilbud, hvor samtlige krav til transittider, Track & Trace samt afgangsfrekvens blev imødekommet. På visse kritiske destinationer endda med væsentlig bedre transittider end forventet.

”Mine forventninger til samarbejdet er, at det vil forløbe gnidningsfrit, og at FREJA vil vise sig som den professionelle partner, de giver indtryk af at være”, konkluderer Karsten Kjeldsen.

I FREJA glæder vi os over tilliden og det spændende samarbejde.