Danmarks Cykle Union

​Pigecamp rider på succesbølge

Nyhed   •   Nov 10, 2016 12:37 CET

Den årlige DCU-pigecamp på Amager havde 15 % flere tilmeldte end sidste år. Dermed sættes endnu en streg under, at dansk kvindecykling rider på en velfortjent succesbølge. Forklaringen er målrettede udviklingstiltag og samarbejde på tværs af landsdele, mener formanden for DCU’s dameudvalg, Tina Dideriksen.

Af: Morten Anderson 

De tilbagevendende pigecamps i DCU-regi fortsætter sejrsgangen. I år havde ikke færre end 40 piger fra hele landet tilmeldt sig Amager Cykle Rings pigecamp 2016. Weekenden bød på både sportslige udfordringer og hygge-arrangementer, for det sociale spiller en væsentlig rolle i tiltrækning og fastholdelse af pigerne.

Sportslige ambitioner i sociale rammer
På den sportslige side fik pigerne både besøg af BMS-BIRN og den danske verdensmester Amalie Dideriksen, og landstræner Catherine Marsal trænede med de ældste ryttere. Marsal har ikke lagt skjul på, at disse camps er et centralt element i talentudviklingen og fremtidssikringen af dansk damecyklings høje niveau, og dameudvalgets formand fastslår, at tiltagene er vigtige i DCU’s damesatsning.

- Vi ser en rigtig flot stigning i antallet af pige- og dameryttere i øjeblikket, og det hænger naturligvis både sammen med gode resultater og en tiltrængt opmærksomhed fra medier og løbsarrangører. Men det er også et resultat af, at vi gør noget for at få pigerne til at føle sig velkomne og viser, at der ikke bare er plads til dem i sporten, men at de får samme seriøse behandling som herrerne, siger Tina Dideriksen.

Programmet for weekendens pigecamp omfattede dog andet end cykling – blandt andet zumba og lasergames. For det at knytte tætte sociale bånd mellem pigerne er afgørende i en stadig meget mandsdomineret sport.

- Der er ikke tvivl om, at både piger og damer søger et fællesskab, hvor de ikke er tvunget til at deltage på mændenes præmisser. Det oplever vi heldigvis, at klubberne arbejder hårdt for, og vi kan jo se på stigningen i antallet af dameryttere, at det er selvforstærkende. Det er en meget positiv udvikling, påpeger hun.

Samarbejde på tværs af grænser
Selvom denne weekends camp blev afholdt i København af Amager Cykle Ring, deltog piger fra hele landet – fra Bornholm til Nordjylland. Desuden deltog ledere fra blandt andet Esbjerg Cykel Ring, der skal holde næste pigecamp den første weekend i februar. Det viser en anden positiv tendens i pigecyklingen – viljen til og glæden ved at arbejde sammen på tværs af landsdele.

- Mange af de ledere og forældre der går ind i det her store arbejde med at give pigerne nogle gode oplevelser og spændende sportsligt fundament, har for længst erkendt, at Danmark er for lille et land til at dele det op i øst og vest. En del af dem er nye i sporten, og de kommer med et andet fokus og ønsker kun at skabe de bedst mulige rammer for pigerne. Der er en fælles forståelse, man kun kan blive glad af at være vidne til, fortæller Dideriksen.

Den store deltagelse i weekendens pigecamp taler under alle omstændigheder sit eget tydelige sprog om, at der er grund til at være optimistisk på damecyklingen vegne i Danmark.

Bredden sikrer eliten
Med en verdensmester og et dame-team med ambitioner om at blive verdens bedste hold burde det være svært at finde nye mål. Men når man er tæt på pigerne og lytter til deres drømme og ønsker, er der fortsat meget arbejde at gøre. Flere medaljer og en fortsat plads i verdenseliten kan kun sikres gennem en større bredde, og her bliver samarbejdet om både sportslige og sociale rammer igen nøglen.

- Vi arbejder målrettet på at få medierne til at interessere sig mere for damecykling, for som vi kan se fra andre lande, er kvaliteten af cykelløbene og underholdningsværdien tårnhøj, og med medieinteresse følger flere aktive ryttere. Men vi skal også blive endnu bedre til at inkludere damerne både i klubmiljøerne og i cykelløb, uanset om det er på elite- eller motionsniveau. En større bredde vil også være med til at sikre eliten, siger dameudvalgsformanden.

Denne tilgang er helt i overensstemmelse med Catherine Marsals filosofi, hvor begreber som samarbejde og menneskelig udvikling er i centrum, og det er tydeligt, at landstrænerens tilstedeværelse på campen også betyder meget for pigerne. Og Marsal er blevet et symbol på de ting, der går godt i damecyklingen herhjemme.

- Det er klart at det arbejde Catherine har leveret, har flyttet mange ting. Og den respekt, som hun på ganske kort tid har opnået blandt både ryttere og ledere, er fortjent. Hun har formået at tilføre professionalisme med et menneskeligt ansigt. Hun har en indsigt og erfaring, der løfter damecyklingen, og det smitter af og gennemsyrer miljøet helt ned til de mindste, slutter Tina Dideriksen.

Næste pigecamp er i Esbjerg 3.-5. februar.