CITS Travel

PRAGTFULDE KINA

Nyhed   •   Nov 09, 2011 13:55 CET

1. dag: København – Beijing
På flyveturen til Beijing er der musik- og filmunderholdning. Middag og morgenmad serveres undervejs.

2. dag: Beijing
I lufthavnen bliver vi mødt af vores lokale kinesiske guide, som sammen med den danske rejseleder vil sørge for at alle får en oplevelsesrig og behagelig rejse i Kina. Rejselederen vil sidst på eftermiddagen tage gæsterne med på en lille orienteringstur i området. Om aftenen tager vi ud og spiser en delikat velkomst middag - den berømte Peking And .
Måltider: Forplejning ombord og middag.

3. dag: Beijing
Den Himmelske Freds Plads - Den Forbudte By - Trommetårnet - Hutonger

Fra morgenstunden skal vi opleve Den Himmelske Freds Plads – verdens største plads i hjertet af Beijing. Derefter går vi gennem Den Himmelske Freds Port. Det var herfra Mao udråbte Den Kinesiske Folkerepublik den 1. oktober 1949. Vi skal nu besøge det gamle kejserpalads, der daterer sig tilbage til 1420. Her levede Ming og Qingdynastiernes 24 kejsere omgivet af et hof af familiemedlemmer, eunukker og konkubiner. Det mægtige paladsområde med de karakteristiske smukke røde bygninger med gyldne tage har dannet ramme om intriger, komplotter og spændende historier. Vi kører derefter til Trommetårnet lidt nord for Den Forbudte By. Tårnet holdt tidligere styr på dagens timer og det nærliggende klokketårn varslede åbning og lukning af byportene. Fra tårnet skal vi nyde udsigten ud over områdets traditionelle gårdhavehuse, de såkaldte hutonger. Herfra fortsætter vi til fods til et meget spændende hutongområde, hvor kejsertidens prinser og prinsesser boede. I dag er området et spændende sted med mange små forretninger, caféer og restauranter. Der vil være god tid på egen hånd til både frokost og shopping.
Måltider: Morgenmad, og middag.

4. dag: Beijing
Den Store Mur - Sommerpaladset.
Efter en tidlig morgenmad kører vi mod nordøst til Mutianyu, hvor vi skal opleve en af rejsens mange højdepunkter - Den Store Mur. Den bestod oprindeligt af mange små mure, men blev for 2200 år siden sammenføjet til et langt forsvarsværk af Qin Shi Huangdi, Kinas første kejser. Muren strækker sig over mere end 6000 km, fra havet i øst til ørkenen i nordvest. Der vil være god tid til at gå på muren og opleve den i al dens storslåethed og smukke forfald. På vejen tilbage til Beijing efter frokost, lægger vi turen forbi kejserfamiliens Sommerpalads. Når sommerheden blev ulidelig i Den Forbudte By, søgte kejserfamilien og hele hoffet ud til køligheden ved den kunstigt skabte Kunming sø.
Måltider: Morgenmad og frokost.  

5. dag: Beijing – Xian
Bymuren – Tangdynasti Show
I dag skal vi flyve til Xian i Shaanxiprovinsen. Under Tang dynastiet (618-907) var Xian verdens største by med over en million indbyggere. Vi besøger Xians 14 km lange bymur, der er en af de ældste og bedst bevarede bymure i Kina. Dagen afsluttes med middag og et fantastisk show med musik og dans fra Tang-dynastiet.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag.

6. dag: Xian
Terracottahæren
Det meste af dagen er afsat til at besøge ”verdens ottende vidunder” – kejser Qin Shi Huangdis over 2000 år gamle Terracottahær. De ca. 8000 terracotta-soldater skulle beskytte kejseren i hans dødsrige.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag.

7. dag: Xian – Guilin
Den muslimske bydel – Lille Vildgåsepagode
Om formiddagen besøger vi Xians muslimske bydel, og siden Lille Vildgås Pagode, en lille fredfyldt oase med mange aktiviteter og små kunstforretninger. Herefter fortsætter vi vores rejse med fly til Guilin i Guangxi provinsen.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag.  

8. dag: Guilin
Longsheng risterrasser – Ping An
Efter morgenmaden kører vi til Longsheng. Undervejs passerer vi landsbyer og marker med majs, appelsiner, sukkerrør og andre subtropiske vækster. Når området bliver mere bjergrigt, ser vi bambusskove og teplantager. Longsheng regnes for et af det sydlige Kinas største og smukkeste områder med risterrasser. Når bussen ikke kan komme længere, fortsætter vi til fods ad smalle trappestier op gennem risterrasserne. Undervejs møder vi Yaokvinderne med det karakteristiske lange hår. Der vil være rig lejlighed til at opleve den smukke udsigt fra udsigtspunkterne undervejs. Vi spiser frokost i landsbyen Ping An. Efter nedstigningen gør vi et kort ophold i en Yao landsby inden vi kører retur til Guilin. (Bemærk: Vandringen er ikke for gangbesværrede. Man kan mod betaling blive båret i bærestol op til udsigtspunkterne og retur.)
Måltider: Morgenmad, frokost og middag.  

9. dag: Guilin – Yangshuo
Sejltur på Lifloden
Dagen starter med en sejltur nedad Li floden til Yangshuo. Det enestående landskab med de slørede ”sukkertopbjerge” og det aktive liv på floden har inspireret kunstnere og digtere gennem århundreder. Bådturen ender i den lille by, Yangshuo, hvor der overnattes. Byen har en hyggelig gågade med mange caféer og forretninger, samt et stort gademarked.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag.   

10. dag: Yangshuo – Guilin
Cykeltur - Teplantage
Denne morgen skal vi opleve Yangshuo’s vidunderlige omegn. Vi cykler ad de små veje ud mellem de smukke kalkstensbjerge og rismarker. Efter frokost kører vi med bus tilbage til Guilin og undervejs aflægger vi et besøg på en teplantage. Måltider: Morgenmad, frokost og middag.   

11. dag: Guilin
Rørfløjtegrotten – Perlefabrik
I dag skal vi besøge Rørfløjtegrotten, en stor grotte med fascinerende stalaktitter og stalagmitter i de besynderligste former. Her sætter fantasien ingen grænser. Dernæst aflægger vi besøg på en Perlefabrik, hvor vi hører om fremstillingen af både ferskvandsperler og kulturperler. Der kan naturligvis gøres gode indkøb. Resten af dagen er fri til egne oplevelser.
Måltider: Morgenmad og frokost.  

12. dag: Guilin – Shanghai
Orienteringstur – Akrobatikshow – Aftentur på The Bund.
I dag flyver vi til Shanghai, Asiens økonomiske metropol. Vores rejseleder vil tage gæsterne med på en lille orienteringstur til Nanjing Road, Shanghais berømte indkøbsgade. Efter middagen skal vi opleve et fantastisk akrobatikshow. Vi afslutter dagen med en gåtur på The Bund, den imponerende havnefront, hvis fantastiske belysning nok skal imponere.
Måltider: Morgenmad og middag.
 

13. dag: Shanghai
Vandbyen Xin Chang – sejltur på Huangpu floden - Silkefabrik
Turen går til den lille by Xin Chang ved Yangtze-deltaet. Gamle broer og huse omkring kanalerne sætter tiden tilbage til det ”gamle Kina”. Der vil være tid på egen hånd i den spændende gamle by. Senere på dagen skal vi se Shanghai fra søsiden på en sejltur på Huangpufloden, der deler det gamle og nye Shanghai. På vej til hotellet besøger vi et silkemuseum-/forretning. Her ser vi produktionen af silke fra kokon til silketråd. Aftenen er fri til egne oplevelser.
Måltider: Morgenmad og frokost.  

14. dag: Shanghai

Yuyuanhaven - den gamle kinesiske bydel
Straks efter morgenmaden kører vi til Yuyuan haven. Den mere end 400 år gamle have er et klassisk eksempel på forfinet kinesisk havearkitektur og byggestil fra Mingdynastiets tid. Efterfølgende er der tid til at gå på egen hånd i den gamle kinesiske bydel, hvor et utal af forretninger nok skal friste til indkøb. Resten af dagen er til fri disposition.
Måltider: Morgenmad og frokost.
 
15. dag: Shanghai – København 
Om formiddagen transport til lufthavnen og hjemrejse med SAS direkte til København, hvor flyet lander samme dag ca. kl. 18.40. Måltider: Morgenmad og forplejning ombord.