Husejernes Forsikring

Sådan forebygger du skimmelsvamp

Nyhed   •   Jul 08, 2016 14:45 CEST

Sådan forebygger du skimmelsvamp

Hvad er skimmelsvamp?

Skimmelsvampe er små svampe, som vokser i naturen og formerer sig ved hjælp af sporer, der gennem luften nemt kan spredes vidt omkring. Sporerne findes overalt, og hvis de rette betingelser er til stede, begynder svampene at vokse og sprede nye sporer. Skimmelsvampe lever af organisk materiale som eksempelvis træ og tapet. Derfor har skimmelsvampen i mange hjem de rette betingelser for at kunne leve og formere sig.

Varm sommer og en kold kælder

Den danske sommer har indtruffet, og vinduerne står i mange danske hjem på klem, hvor det dejlige solskinsvejr bydes velkommen. Det er almen viden, at vi skal huske at lufte ud, og hvem nyder da ikke også at lade den dejlige friske luft gennemstrømme boligen? Selv om den friske luft er behagelig, kan kravet til udluftning af hjemmet ikke gøres til en helt generel hovedregel. Når sommerens varme temperaturer er over os, kan der nemt skabes kondens i hjemmets kølige rum. Og her er kælderen, som findes i mange danske hjem, ikke en undtagelse. Når der åbnes for kælderens vinduer, og det varme sommervejr strømmer ind og opvarmer kælderens kølige klima, vil der opstå kondens. Kondens opstår, når varme og kulde mødes, og skaber et fugtigt miljø, som netop er en af betingelserne for, at skimmelsvampen kan leve. Hvis man har en uopvarmet kælder, skal der som hovedregel ikke luftes ud i kælderen, når den udendørs temperatur er bare 5 grader højere. Er man ejer af et hus med en uopvarmet kælder, bør man derfor være varsom med udluftningen og kun udlufte på de rigtige tidspunkter. Udluftning kan ikke anbefales under tropenætter og regnvejrsdage grundet henholdsvis høje temperaturer og høj luftfugtighed. Et andet godt råd er ikke at slukke for varmen i kælderen, så snart det blive sommer. På den måde undgår man, at temperaturforskellen mellem kælderen og de udendørs temperaturer bliver for stor.

I krig mod skimmelsvamp

I alle hjem findes der skimmelsvamp. Det er altså et helt almindeligt fænomen. Dog er mængden af skimmelsvamp forskellig fra bolig til bolig, alt afhængig af eksempelvis boligens isolering, tagets tæthed samt brugsmønstret i boligen. De fleste mennesker har oplevet mørke belægninger på badeværelsets fuger eller en mørk kant langs vinduet. I tilfælde som disse kan skimmelsvampen hurtigt og nemt fjernes ved blot at anvende Rodalon eller andre klorinholdige produkter. Det samme gør sig gældende, hvis et møbel fjernes, og der ses mørke aftegninger på væggen bag. Dog er metoden ikke forebyggende, og det er derfor vigtigt at ændre sine vaner, hvis skimmelsvampen bliver ved med at komme igen.

4 måder at forebygge skimmelsvamp på:

  • Luft ud på badeværelset efter badning, så fugten kan komme ud og et tørt indeklima kan opretholdes. Hold desuden døren til badeværelset lukket i perioden lige efter badning, da fugten ellers blot vil brede sig til resten af boligen.
  • Forsøg så vidt muligt at tørre vasketøj udendørs, da det skaber et fugtigt miljø, når det våde tøj hænges op indendørs.
  • Brug emhætten under madlavningen, og husk at lægge låg på gryden, så fugten ikke spredes.
  • Hold stort set samme temperatur i alle rum.

Disclaimer:

Ved gengivelse eller bringning af noget af vores materiale, bedes I enten citere os eller på anden måde gøre opmærksom på, at indholdet kommer fra Husejernes Forsikring og meget gerne med link til vores hjemmeside. Ved længere uddrag fra tekster eller brug af vores billeder, bedes oplyst i konteksten, det bliver bragt i, at: "Indholdet er produceret og ejet af Husejernes Forsikring" med link direkte til de enkelte artikler på vores hjemmeside.