DLG

Sejet leverer udsæd af nye sorter til hele Europa

Nyhed   •   Sep 11, 2014 15:57 CEST

Vintersædssorterne fra Sejet Planteforædling har opnået særdeles gode resultater ved den nyligt overståede høst. Både i Danmark og i resten af Europa har mange af de nye Sejet-sorter præsteret topresultater. Der har derfor været stor travlhed på forædlingsstationen ved Horsens, hvor sædekornsproduktionen har kørt på højtryk, og kapaciteten er blevet udnyttet til sidste lagerkasse. Aldrig før er der i efteråret blevet afsendt så store mængder formeringsmateriale af så mange nye sorter.

Især er det positivt, at vinterhveden nu markerer sig med produkter i mange lande, og at de første triticale-sorter er blevet godkendt. Vinterbyggen har i flere år haft stigende succesrate og fortsætter de gode takter med nye topsorter især i Frankrig og Tyskland. På det danske marked tegner det til, at dominansen på vinterbygmarkedet kan bevares, mens Sejet på vinterhvede kan imødese markant stigende markedsandel med sorterne Substance, Benchmark, Pistoria, Creator og Sheriff.